Velbelyste rum er ikke kun et spørgsmål om en høj belysningsstyrke eller høj dagslysfaktor, men drejer sig i lige så høj grad om lysets fordeling, lysets egenskaber (rettet og diffust lys) samt luminansfordelingen i rummet.

Vinduers form og placering i facaden har især betydning for dagslysets fordeling i rummet. Jo højere vinduet er placeret, jo dybere trænger lyset ind i rummet, og jo mere ensartet bliver lysets fordeling. Men et højtsiddende vindue giver også større anledning til ubehagelig blænding, hvilket kan medføre større behov for afskærmning. Bagest i rummet kommer størstedelen af lyset via reflekser fra rummets overflader. Derfor har overfladernes lysreflekterende egenskaber stor betydning for dagslysets indvirkning i dybe rum.

Eftervisning af tilstrækkeligt dagslys ud fra rudeareal

Hvis angivelserne af glasareal i forhold til gulvareal er opfyldt, jf. vejledningsteksten til dette kapitel, kan et rum regnes for tilstrækkeligt belyst. Der er dog en række forudsætninger til rudernes lystransmittans, bygningens placering og lokalets indretning, som skal være opfyldt, for at dagslyset i et lokale vil være tilstrækkeligt.

Rudernes lystransmittans

En rudes lystransmittans (LT-værdi) bestemmes ved forholdet mellem solstråling, der transmitteres gennem ruden, og den mængde stråling, der rammer ruden. Hvis lystransmittansen er lavere end 0,75, er det nødvendigt at øge glasarealet. Glasarealet skal da øges med en faktor svarende til forholdet mellem 0,75 og rudens faktiske lystransmittans. Det bemærkes, at selv om det ved overskyet vejr i virkeligheden er lystransmittansen for diffus (himmel-)stråling, der er aktuel, benyttes forholdet mellem værdierne for normalstråling til korrektionen.

Placering af bygning

Hvis en bygning er placeret, så omgivelserne skygger væsentligt for dagslysadgangen til vinduerne, skal glasarealet forøges forholdsmæssigt. Som hovedregel kan det antages, at hvis højdevinklen (sigtelinjen fra underkanten af vinduet til overkanten af omkringliggende bygninger) overstiger 20°, vil det være nødvendigt at øge glasarealet. Grænsen er dog ikke fast, men afhænger blandt andet af rumdybden. SBi-anvisning 219, Dagslys i rum og bygninger (Johnsen & Christoffersen, 2008), indeholder kurver for, hvordan dagslyset reduceres som funktion af højdevinklen.

Indretning af lokalet

I mange mindre rum er det tilstrækkeligt med dagslys alene i størstedelen af en normal arbejdsdag, og ofte foretrækkes dagslyset frem for kunstig belysning. En enkel håndregel for placering af en arbejdsplads er illustreret på figur 51.

Erfaringsmæssigt kan den største afstand fra vinduet, hvor dagslysniveauet på et vandret arbejdsplan kan anses for at være tilstrækkeligt, bestemmes ved:

(2,5 ∙ (vinduets glasoverkant - bordhøjde) + 1 ∙ (højde af evt. glas under bordhøjde)) ∙ rudernes lystransmittans.

Figur 51. Normalt arbejde ved dagslys kan udføres i en afstand fra person til vindue på maksimalt lystransmittansen τ_v multipliceret med 2,5 gange rudens højde over bordplan (a) plus 1 gange højden af en eventuel rude under bordplan (b).

I et 2,8 meter højt rum med glas fra gulv til loft (8 cm karm) vil dagslysniveauet altså være rimeligt i en afstand på (2,5 ∙ (2,64 − 0,75) + 0,67) ∙ 0,79 = 4,3 meter, hvor lystransmittansen τ_v er 0,79. Det forudsættes, at vinduet fylder det meste af rummets bredde og er placeret i normal højde med mulighed for udsyn.

Når afstanden til vinduet fra den enkelte arbejdsplads overstiger denne grænse, bør det konkret undersøges, fx ved beregning, om dagslyset kan forventes at være tilstrækkeligt.

Til normal indretning af et lokale hører også, at lokalets overflader har normale lysreflektanser. Hvis middelreflektansen er lavere end 0,4, bør glasarealet forøges forholdsvist.

Eftervisning af tilstrækkeligt dagslys ud fra dagslysfaktor

Dagslysfaktoren (DF) i et givet punkt i rummet er en fast størrelse, der normalt anvendes til at vurdere minimumsforhold, som indtræffer på overskyede dage. Der ses således bort fra direkte sollys. Dagslysfaktoren angives ofte i procent og er defineret som: Forholdet mellem belysningsstyrken E_indvendig i punktet i planet, normalt på arbejdsbord eller tilsvarende, og den samtidige belysningsstyrke E_udvendig udendørs på et vandret plan, belyst af en fuld himmelhalvkugle.

hvor

Ved eftervisning af tilstrækkeligt dagslys ud fra dagslysfaktor skal der tages hensyn til de faktiske forhold. Imidlertid kan det både ved beregning og ved måling være vanskeligt at fastslå, hvordan de 'faktiske forhold' er. Beregninger foretages ofte på et tidspunkt, hvor for eksempel indretning og farver på overflader endnu ikke er kendte, og målinger vil ofte give meget forskellige resultater for tilsyneladende ens lokaler og kan desuden give meget forskellige resultater alt efter om løvfældende træer i nærheden bærer løv eller ej. Både beregninger og målinger af dagslysfaktoren er således behæftede med relativt store usikkerheder og størrelsen i procent bør aldrig angives med mere end én decimal.

I det følgende gives en oversigt over de principielle forhold, der bør ligge til grund for beregninger og målinger af dagslysfaktorer ved arbejdspladserne i et givet lokale.

Beregningsmetoder og -værktøjer

Ved beregning af dagslysfaktorer bør der anvendes anerkendte metoder eller beregningsværktøjer, som kan tage hensyn til de væsentligste af de forhold, som beskrives i det følgende. By og Byg Anvisning 203, Beregning af dagslys i bygninger (Christoffersen, Johnsen & Petersen, 2002) beskriver, hvordan dagslysfaktorer kan beregnes ved hjælp af den såkaldte 'skabelonmetode', og hvordan Simlight i programpakken BSim kan benyttes. Alle forenklede metoder har begrænsninger i forhold til komplekse rum. For komplekse rum må der derfor ofte benyttes forenklede forudsætninger, hvorved beregningsnøjagtigheden reduceres betydeligt.

Forudberegnede dagslysfaktorer med korrektion

For almindelige, rektangulære rum er det ofte enklere at bestemme aktuelle dagslysfaktorer ud fra forudberegnede kurver, se fx i SBi-anvisning 219, Dagslys i rum og bygninger (Johnsen & Christoffersen, 2008). Anvendelse af forudberegnede kurver kræver kendskab til beregningsforudsætningerne, og at der korrigeres for de forhold, som er anderledes i det aktuelle tilfælde.

Målemetoder og måleinstrumenter

Der findes en oversigt over de vigtigste målemetoder, -instrumenter og -principper i bilag D i SBi-anvisning 219, Dagslys i rum og bygninger (Johnsen & Christoffersen, 2008).

Bygningens omgivelser

Ved beregning af dagslysfaktorer skal der tages hensyn til faste, skyggende omgivelser for de aktuelle rum. Det vil primært dreje sig om nabobygninger, men der kan også være tale om bevoksning, fx træer, som permanent skygger for en del af udsynet fra de aktuelle rum til himlen. Hvis den anvendte beregningsmetode ikke kan tage hensyn til eksterne skygger fra omgivelserne, bør de beregnede dagslysfaktorer korrigeres herfor, som fx beskrevet i SBi-anvisning 219.

Både ved beregning og ved måling af dagslysfaktorer i bygninger med skyggende omgivelser kan det være vanskeligt at definere, hvad der forstås ved permanente skygger. Ved varierende forhold, fx løvfældende træer, bør vægten lægges på situationen i vinterhalvåret, hvor dagslysniveauet generelt er lavest.

Vindues- og facadeudformning

Ved beregninger skal der tages hensyn til den aktuelle vinduestype, placering i klimaskærmen, glasarealet, rudens lystransmittans samt bygningsmæssige forhold, som kan reducere lysindfaldet, fx fremspring omkring vinduet. Hvis den anvendte beregningsmetode ikke kan tage hensyn til alle detaljer i vinduesudformningen, bør de beregnede dagslysfaktorer korrigeres, som beskrevet i SBi-anvisning 219.

Ved måling bør de samme forhold måles og registreres, så ændringer i dagslysfaktorerne ved for eksempel udskiftning af vinduer eller ruder nemt kan beregnes.

Solafskærmning

Ved beregninger bør der tages hensyn til indflydelsen af fast solafskærmning og afskærmning, som ikke kan trækkes helt bort fra vinduerne. Der skal tages hensyn til reduktionen i dagslyset fra afskærmningstyper, som permanent dækker for vinduet, men som kan reguleres til at afskærme mere eller mindre, fx drejelige lameller. Der bør antages en indstilling af afskærmningen, som giver maksimalt udsyn til omgivelserne, fx vandrette lameller. Reduktionen af dagslysfaktoren ved forskellige afskærmninger er beskrevet i SBi-anvisning 219.

Indretning, inventar og overflader

Medmindre der er kendskab til de faktiske (eller forventede) overfladereflektanser, kan der regnes med følgende lysreflektanser: lofter 0,7, vægge 0,4 og gulve 0,1. Ved beregningerne bør der dog tages hensyn til inventar, der kan opfattes som en del af rummenes permanente indretning, fx en gulvbelægning eller faste reoler, og som kan forventes at nedsætte reflektansen af en bygningsoverflade. I åben-plan områder af en bygning, fx storrumskontorer, bør der tages hensyn til reoler, der fungerer som adskillelser mellem de enkelte arbejdspladser. Reduktionen af dagslysfaktoren på grund af inventar er beskrevet i SBi-anvisning 219.

En af vinduets vigtige funktioner er at skabe udsyn og kontakt til det fri og give mulighed for at følge ændringer i vejr og tid. Vinduets form og placering bør give kontakt med eller 'overblik over' de dele af motivet, som kan ses gennem vinduet og er interessante. Ved et motiv med dynamisk forgrund, fx et bymotiv, bør vinduet være højt frem for bredt, mens vinduet bør være bredt frem for højt, hvis motivet er et landskabsmotiv med en fjern vandret horisont. Af hensyn til udsigten, herunder forholdet mellem forgrund og himmel, bør vinduets underkant ligge i området 0,8-1,1 meter over gulvplanet. Tilfredsheden med udsigten er stærkt afhængig af motivet gennem vinduet. Naturlandskab, træer og beplantning eller himmel giver størst tilfredshed, mens industri, høje bygninger og parkeringsarealer giver mindre tilfredshed, se SBI-rapport 318, Vinduer og dagslys (Christoffersen et al., 1999)..

Rum med ovenlys giver ikke de samme muligheder for udsyn til det fri. Ovenlys i arbejdsrum, opholdsrum, undervisningslokaler samt spiserum bør suppleres med vinduer i facaden, der tillader udsigt til omgivelserne.