Ventilationsanlæg må ikke kunne føre til sundhedsrisici, fx ved at anlægget indblæser forurenet luft. Elektriske installationer og bevægelige dele i ventilationsanlæg må ikke kunne give risiko for personskade.

Ventilationsanlægs energiforbrug indgår ved beregning af bygningers energieffektivitet, se SBi-anvisning 213, Bygningers Energibehov (Aggerholm & Grau, 2011). Indeklimaforhold i forbindelse med ventilationsanlæg er beskrevet i kapitel 6.3.1, Ventilation.

DS 447, Ventilation for bygninger - Mekaniske, naturlige og hybride ventilationssystemer (Dansk Standard, 2013b) indeholder bestemmelser vedrørende projektering, udførelse, afprøvning og drift af ventilationssystemer. Formålet med standarden er at sikre, at ventilationssystemer indrettes, udføres og kan vedligeholdes på en teknisk og hygiejnisk forsvarlig måde, bl.a. under hensyntagen til energieffektivitet.

Kravene til brandforhold ved ventilationsanlæg gælder også gennemføringer af ventilationskanaler m.m. i brandadskillende bygningsdele, se også kapitel 5.5.2, stk. 4.

Alle komponenter, der kræver pasning og vedligeholdelse, skal være let tilgængelige og skal projekteres og monteres, så arbejdet kan foretages på en hensigtsmæssig og sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde.

Nem adgang til rengøring af ventilationssystemer er særligt vigtig for allergikere, der har en lav tolerancetærskel over for støv og snavs i indeluften.

Ventilationskanaler, der ikke kan vedligeholdes og renses, kan medføre risiko for indblæsning af forurenet luft i beboelsesrum, fx via ventilationskanaler i jord, se vejledningen Udeluftindtag gennem kanaler i jord (Bergsøe, 2012).

En temperaturvirkningsgrad på 70 % kan normalt opnås med en god krydsveksler, en modstrømsvarmeveksler eller en roterende veksler. Temperaturvirkningsgrader for ventilationssystemer med varmegenvinding indgår ved vurdering af bygningers energieffektivitet, se SBi-anvisning 213, Bygningers energibehov (Aggerholm & Grau, 2011).

Recirkulation bør normalt undgås. Hvis det i særlige tilfælde er nødvendigt med recirkulation, fx i forbindelse med behov for opvarmning eller køling af rummet med ventilationsluften, bør recirkulationen kun ske til samme rum, som luften er udsuget fra.

For at undgå overførsel af lugt mellem boliger skal varmegenvindere være lufttætte også mellem de to luftstrømme, så luft ikke overføres fra udsugningen til indblæsningen. Roterende varmegenvindere bør undgås i boliger.

Varmegenvindere i ventilationsanlæg, som kun forsyner én bygning, kan opnå en høj virkningsgrad ved at være udstyret med en ekstra god krydsveksler og lav lufthastighed i veksleren (stort tværsnitsareal) eller ved at have en modstrømsveksler.

Det specifikke elforbrug til lufttransport, der forkortes 'SEL', er det samlede elforbrug pr. m³ flyttet luft regnet fra luftindtag til luftafkast. SEL kan beregnes for det enkelte anlæg for sig eller samlet for flere anlæg i en bygning. Denne fleksibilitet åbner mulighed for, at en forholdsvis høj værdi af SEL i dele af et ventilationssystem kan kompenseres af en lav værdi i andre dele af systemet.

I et ventilationsanlæg, hvor luftydelsen er variabel, er SEL størst, når luftydelsen er maksimal. Grænsen for SEL er højere for anlæg med variabel ydelse end for anlæg med fast ydelse. Det skyldes, at anlæg med variabel ydelse reelt er mere energiøkonomiske end udtrykt ved fuldlastværdien, fordi ydelsen i en større eller mindre del af driftstiden er reduceret.

Grænseværdi for anlæg med variabel luftydelse

Det er en forudsætning for at anvende grænseværdien 2.100 J/m³, at luftydelsen kan varieres på en sådan måde, at elforbruget reduceres væsentligt. Det gælder for eksempel anlæg, hvor motorerne har trinvis eller trinløs hastighedsregulering, eller ventilatorerne har indstillelige ledeskovle. Derimod vil ydelsesregulering ved hjælp af drøvle- eller blandespjæld sjældent give en væsentlig besparelse på ventilatorernes elforbrug. I det til fælde skal grænseværdien på 1.800 J/m³ normalt overholdes ved den stilling af spjældene, som giver den højeste udeluftydelse.

Små anlæg

Anlæg, som er så små eller har så kort driftstid, at det årlige elforbrug til lufttransport er mindre end 400 kWh, er undtaget fra kravet om begrænsning af elforbruget. Ved kontinuert drift (8.760 timer pr. år) svarer det til en effektoptagelse på 45 W. Hvis driftstiden er kortere, bliver grænsen for effektoptagelsen tilsvarende højere. Ved en årlig driftstid på for eksempel 2.000 timer er grænsen for effektoptagelsen således 200 W.

Anlægs- og driftsøkonomi

Ved projektering af ventilationsanlæg anbefales det, at der i tillæg til begrænsning af elforbruget foretages vurderinger af anlægs- og driftsøkonomien, fordi det økonomiske optimum for SEL kan være lavere end grænseværdierne i bestemmelsen ovenfor, især ved anlæg med lang driftstid.

Yderligere materiale

Se i øvrigt SBi-anvisning 188, Ventilationsanlæg med lavt elforbrug (Olufsen, 1995). Elforbruget til lufttransport indgår ved vurdering af bygningers energieffektivitet, se SBi-anvisning 213, Bygningers energibehov (Aggerholm & Grau, 2011).

De fleste ventilationsanlæg i boliger transporterer luft over kortere afstande end i større byggerier. Derfor kan luft transporteres med et lavere energiforbrug.

I forbindelse med befugtningsanlæg er der risiko for vækst af bakterier, fx legionella-bakterier. Desuden kan der være risiko for uhensigtsmæssig opfugtning af bygningskonstruktioner.

Anvendelse af befugtere må kun ske i særlige tilfælde, fx:

• – I trykkerier af hensyn til produktionen

• – På museer, hvor et stabilt termisk indeklima bedst sikrer levetiden af museumsgenstandene.

Figur 53. Princip for føring af aftrækskanaler for naturlig ventilation over tag.

Gener for omgivelserne vil typisk være lugt, fugt eller varme.

Kanaler og komponenter til naturlig ventilation skal være tætte, fx som tæthedsklasse A i DS 447, Ventilation for bygninger - Mekaniske, naturlige og hybride ventilationssystemer (Dansk Standard, 2013b), og udføres, så de kan rengøres.