Dokumentation af bærende konstruktioner
Formål og ansvar
Formålet med dokumentationen af de bærende
konstruktioner - i det følgende kaldet ”statisk dokumentation” - er at
vise, at et bygværks bærende konstruktioner opfylder definerede krav til bærende konstruktioners
styrke og anvendelighed. Endvidere er det formålet med en statisk dokumentation at
dokumentere de dele af projekteringen, som har betydning for bygværkets sikkerhed
og anvendelighed; herunder byggeriets organisering, opgavefordeling og kontrol under
projektering samt tilsyn med udførelse.
Ansvaret for den statiske dokumentation
er ansøgerens. Ansøgeren skal udpege en bygværksprojekterende for de bærende konstruktioner,
som det påhviler at samle og koordinere den statiske dokumentation, således at denne
udgør et hele. Ansøgeren kan selv fungere som bygværksprojekterende.
Den statiske
dokumentation skal udarbejdes og kontrolleres i overensstemmelse med principperne
i SBi-anvisning 223, Dokumentation af bærende konstruktioner.
Den statiske dokumentations indhold
Den statiske dokumentation
består af følgende elementer:
A. Konstruktionsdokumentation
- A1.
Projektgrundlag
- A2. Statiske beregninger
- A3. Konstruktionstegninger
og modeller
- A4. Konstruktionsændringer
B. Projektdokumentation
- B1.
Statisk projekteringsrapport
- B2. Statisk kontrolrapport
- B3. Statisk
tilsynsrapport
Til hver af delene kan knytte sig bilag.
Omfang af
den statiske dokumentation, samt hvilke dele heraf, der er relevant, afhænger af projektet
samt konstruktionernes kompleksitet og art, jf. dokumentationsklasser i SBi-anvisning
223.
Ad A1. Projektgrundlag
A1. Projektgrundlag
skal give en fuldstændig gennemgang af byggeprojektets grundlag i alle funktionelle,
tekniske og udførelsesmæssige henseender; herunder bygværkets anvendelse, funktionskrav,
brand, normer, anvisninger, IT-værktøjer, forundersøgelser, konstruktioners hovedstatik,
robusthed, fundering, konstruktionsmaterialer og laster. Derved sikres, dels at alle
bidrag til A2. Statiske beregninger hviler på et fælles grundlag, dels en
efterfølgende forståelse af bygværket. Dokumentet udarbejdes ved projektstart og holdes
løbende ajour.
Ad A2. Statiske beregninger
A2.
Statiske beregninger skal dokumentere at sikkerheden og anvendelsen af bygværkets
konstruktioner er i overensstemmelse med normer og standarder samt krav fra ansøger
og brugere baseret på A1. Projektgrundlag. A2. Statiske beregninger
er et eller flere tekniske dokumenter, der ved beregninger, følgeslutninger, prøvningsrapporter
og henvisninger redegør for kravenes opfyldelse. Til de statiske beregninger bilægges
relevante skitser og modeller, inkl. samlingsdetaljer, der ikke indgår i A3.Konstruktionstegninger
og modeller, og som er nødvendige for forståelse af A2. Statiske beregninger.
Ad A3. Konstruktionstegninger og modeller
A3. Konstruktionstegninger
og modeller skal fyldestgørende afbilde konstruktionernes udformning med angivelse
af placering og dimensioner på alle indgående konstruktionsdele. Konstruktionstegninger
kan omfatte planer, snit, opstalter, detaljer, mm. Endvidere kan det omfatte digitale
modeller af konstruktionerne, såvel plane som rumlige.
Ad A4. Konstruktionsændringer
A4. Konstruktionsændringer skal dokumentere, at konstruktionsændringer
foretaget efter A1 Projektgrundlag og A2 Statiske beregninger er
afsluttet, ikke giver anledning til uacceptable afvigelser af konstruktionernes sikkerhed,
anvendelse, bygbarhed og holdbarhed
Ad B1. Statisk projekteringsrapport
B1. Statisk projekteringsrapport skal give et overblik over byggeriets
art, omfang, organisering, opgavefordeling og kontrol i projekteringen, for derigennem
at sikre, at alle relevante emner bliver medtaget i konstruktionsdokumentationen.
Dokumentet udarbejdes ved projektstart og holdes løbende ajour. B1. Statisk projekteringsrapport
indeholder som et særligt punkt en redegørelse for opgavefordelingen i forbindelse
med udarbejdelse af den statiske dokumentation.
Ad B2. Statisk
kontrolrapport
B2. Statisk kontrolrapport skal dokumentere,
at konstruktionsdokumentationen er kontrolleret i henhold til forskrifterne i den
statiske projekteringsrapport. Såfremt der iB1. Statisk projekteringsrapport
henvises til kvalitetsstyringssystemer i de organisationer, der deltager i projekteringen,
skal det dokumenteres, at disse er fulgt. Det påhviler den bygværksprojekterende at
kontrollere at bidrag til konstruktionsdokumentationen fra andre projekterende aktører
i projektet, fx leverandører af bygningsdele, entreprenører og rådgivende ingeniører,
svarer til forudsætningerne i A1. Projektgrundlag og B1. Statisk projekteringsrapport.
Ad B3. Statisk tilsynsrapport
B3. Statisk tilsynsrapport
skal dokumentere, at det udførte byggeri svarer til det, der er forudsat i den øvrige
statiske dokumentation. B3. Statisk tilsynsrapport omfatter beskrivelse af
tilsynsomfang, tilsynsmetode og registrering af afvigelser.
Den
statiske dokumentations form og håndtering
Den statiske dokumentation
skal være komplet, konsistent og dækkende for de relevante konstruktioner. Endvidere
skal den være tilgængelig, velstruktureret, læselig samt affattet på dansk. A2.
Statiske beregninger, A3. Konstruktionstegninger og modeller samt B2. Kontrol
af konstruktionsdokumentation kan dog udformes på engelsk. Dokumenter skal fremgå
af dokumentfortegnelser, og alle dokumenter skal være entydigt identificerbare og
daterede, ligesom alle sider skal være nummererede, henvisninger entydige etc.
Hvis der i den statiske dokumentation indgår digitale modeller og/eller digitale
dokumenter, skal disse tillige opfylde ovenstående krav til dokumentationens udformning.
Det skal af en særskilt dokumentation fremgå hvilke teknologiske platforme og systemer,
der er nødvendige for læsning og forståelse af de digitale informationer. Hvis der
er anvendt IKT-værktøjer til de statiske beregninger, skal udskrifter være læsbare
og forståelige for en udenforstående statiker, og alle nødvendige informationer, definitioner
og referencer til grundlag etc. skal fremgå af dokumentationen, fx forudsætninger,
inddata, algoritmer og anvendte normer.
Alle dele af den statiske dokumentation
skal kontrolleres og kontrollen dokumenteres. Krav til kontrollen skal fremgå af B1.
Statisk projekteringsrapport.
Alle dele af den statiske dokumentation,
inklusiv eventuelle bidrag fra andre projekterende parter, skal underskrives af de
personer, som har udført, kontrolleret og godkendt dem.
Ved byggeriets
afslutning og senest ved ibrugtagning skal den statiske dokumentation modsvare det
byggede.
Den bygværksprojekterende koordinerer og samler den statiske dokumentation
samt underskriver B1. Statisk projekteringsrapport.