Indholdsfortegnelse3.2.2 Fælles adgangsveje
3.2.2 Fælles adgangsveje
Stk. 1
Fælles adgangsveje skal have en tilstrækkelig bredde efter den planlagte brug og
skal kunne passeres uhindret i deres fulde bredde og skal markeres ved forskelle i
materialer, farver eller belysning. Den fri bredde skal være mindst 1,3 m.
|
|
(3.2.2, stk. 1)
Fælles adgangsveje fører til to eller flere boliger, kontorer, mødelokaler eller
andre enheder og omfatter vindfang, forrum, gange, altangange, svalegange, plads foran
elevatorer, ramper og reposer såvel i som uden på bygningen, herunder udvendig adgangsareal
til kælder. Efter arbejdsmiljølovgivningen skal gangbredder i visse erhvervsbyggerier
også dimensioneres, så der kan benyttes særlige transportmidler som f.eks. trucks. De
fleste fælles adgangsveje er tillige flugtveje og skal derfor også opfylde bestemmelserne
i kap. 5 (brand) om flugtveje.
|
Stk. 2
Fælles adgangsveje skal give niveaufri adgang til alle enheder på hver af bebyggelsens
etager. Eventuelle niveauspring og højdeforskelle skal udlignes med ramper. Ramper
må ikke udføres med en større hældning end 1:20 (50 mm pr. m), og der skal være en
vandret plads på mindst 1,3 m x 1,3 m for hver ende af rampen. Ramper, der udligner
højdeforskelle på mere end 0,6 m, skal desuden forsynes med vandret repos for hver
0,6 m stigning. Ramper skal forsynes med håndlister. Ved ramper med en hældning på
1:25 (40 mm pr. m) eller mindre kan håndlister undlades.
|
|
(3.2.2, stk. 2)
Bestemmelsen omfatter niveaufri adgang til elevatorer, beboelses- og erhvervsenheder
samt fællesarealer, herunder udendørs opholdsarealer på etagerne. I forbindelse
med eventuelle niveauspring og højdeforskelle inden for offentligt tilgængelige enheder
bør disse udlignes med ramper, lifte eller lignende. Altaner betragtes som en
selvstændig enhed. Fritaget for kravet er terrasser på bygningens
tag, såfremt der ikke er adgang hertil med elevator.
|
Stk. 3
Trapper i fælles adgangsveje skal udformes med tilstrækkelig bredde og lofthøjde
efter den tilsigtede brug.
|
|
(3.2.2, stk. 3)
Kravet kan opfyldes ved, at trappens fri bredde er mindst 1,0 m og den fri lofthøjde
er mindst 2,1 m. Hvis der kun er få brugere – som f.eks. i tofamiliehuse
– kan kravet opfyldes med en fri bredde på mindst 0,9 m. Hvis der er mange brugere
bør bredden forøges tilsvarende. Højden måles over ganglinjen. Den fri
bredde måles vandret mellem håndlisterne eller - hvor der kun er håndliste i den ene
side – mellem væg, spindel eller lignende og håndliste.
|
Stk. 4
Trapper i fælles adgangsveje skal have en hældning (grund og stigning), der gør
dem lette og sikre at gå på. Trappers stigning må ikke være større end 180 mm. På
ligeløbstrapper og kvart- og halvsvingstrapper må grunden ikke være mindre end 280
mm – i beboelsesbygninger dog mindst 250 mm. På spindel- og vindeltrapper må
grunden ikke være mindre end 200 mm.
|
|
(3.2.2, stk. 4)
Trapper med lavere hældning (lavere stigning og dybere grund,) end de angivne krav,
er lettere og mere sikre at gå på. Grunden måles i ganglinjen midt i trappens
fri bredde, dog højst 0,5 m fra den indre håndliste. Trapper bør forsynes med
stødtrin og det yderste af trinfladen samt trinforkant bør markeres med kontrastfarve.
|
Stk. 5
I bygninger med 3 etager og derover skal installeres mindst én elevator, der kan
betjene hver etage, herunder eventuel udnyttet tagetage og kælder. Enfamiliehuse er
undtaget fra bestemmelsen.
|
|
(3.2.2, stk. 5)
En bygning med stueplan, 1. og 2. sal regnes for en bygning med 3 etager. Kælder
medregnes i denne sammenhæng ikke ved opgørelse af etageantallet
|
Stk. 6
I bygninger, hvor der installeres elevator, skal mindst én elevator have størrelse
og udføres som en type 2 elevator i overensstemmelse med DS/EN 81-70: Sikkerhedsregler for konstruktion og installation
af elevatorer – Særlige anvendelser for passager- og godselevatorer –
Del 70: Tilgængelighed til elevatorer for personer, inklusive personer med handicap.
|
|
(3.2.2, stk. 6)
Bestemmelsen gælder i hver opgang for bygninger med flere opgange. Der henvises
til Arbejdstilsynets bekendtgørelse om indretning af elevatorer m.v. Ved ombygning
kan der anvendes mindre elevatorer end de angivne, herunder minielevatorer, når ombygningsarbejdet
efter kommunalbestyrelsens skøn ellers ikke kan udføres uden indgribende ændringer
i bebyggelsen, jf. Kap. 3.1, stk. 2. Opmærksomheden henledes på kap. 8 om installation
af elevatoranlæg.
|
|