Brugsmæssig kvalitet

Boligens brugsmæssige kvalitet øges, når den kan indrettes på flere måder. Det kan være med til at sikre, at boligen kan tilpasses beboernes ændrede ønsker og krav, skift i beboersammensætning og familiemønster over tid, eller når nye beboere overtager boligen.

Enkeltrum

De enkelte rum bør udformes, så der er god plads, og de kan møbleres hensigtsmæssigt i forhold til deres anvendelse. Det vil sige en hensigtsmæssig planløsning med gode møbleringsmuligheder, herunder placering af døre. For eksempel muliggør en afstand på 0,3-0,4 meter mellem dør og hjørne i rummet, at der kan placeres en bogreol bag døren, mens en afstand på 0,6-0,7 meter giver plads til et skab og en afstand på 0,8-0,9 meter giver mulighed for at placere en seng, se figur 17.

Figur 17. Pladsbehov for møbler placeret mellem dør og væg.

Boligen som helhed

Der kan skabes flere brugsmuligheder, hvis rum ved siden af hinanden både kan anvendes hver for sig og i sammenhæng. Eksempelvis kan beboelsesrum med fordel placeres og dimensioneres, så de både kan indrettes til børneværelse, arbejdsværelse eller som en udvidelse af stuen. Etablering af mulighed for at åbne mellem flere rum kan bidrage til at skabe en oplevelse af rummelighed gennem det større volumen. Benyttes der skydedøre, bør konstruktioner udføres, så lydisolering er sikret mellem rummene, når de anvendes hver for sig, se kapitel 6.4, Akustisk indeklima.

Arealbehov

De centrale behov, som en bolig altid bør opfylde, er plads til at sove, spise, lave mad og slappe af samt plads til personlig hygiejne, dvs. bade- og wc-rum.

Tilgængelig indretning

Generelt bør boliger være tilgængelige uanset handicap, eller så de med minimale ændringer kan blive bedre egnede for personer med handicap. Dermed opnås ofte en generel kvalitetsforbedring i form af god rummelighed og enkle ganglinjer. Tilgængelige boliger giver også bedre muligheder for at kunne blive boende i samme bolig gennem hele livet og minimerer behovet for efterfølgende ændringer i den enkelte bolig, når der opstår behov for det som følge af en funktionsnedsættelse. Boligen er samtidig mere egnet til besøg af familie og venner.

Boligers tilgængelighed kan især fremmes gennem:

• – Niveaufri adgang til alle indgange

• – Niveaufri adgang til alle rum

• – Rummeligt bade- og wc-rum

• – Brede døre

• – Lave eller ingen dørtrin.

Der er mange andre forhold, som har betydning for, hvor godt en bolig fungerer gennem hele livet. Se nærmere beskrivelse i SBi-anvisning 222, Tilgængelige boliger (Sigbrand & Jensen, 2008).

Køkkenet kan stå i åben forbindelse med beboelsesrum, fx køkken-alrum. Et køkken skal rumme bordplads til tilberedning, vask til rengøring af madvarer og brugt service samt plads til komfur og køleskab. Der skal desuden være plads til opbevaring af mad og service.

I boligenheder på under 50 m² kan køkkenet bestå af en kogeniche. En kogeniche har ligesom et køkken plads til kogeplader, køleskab og vask med afløb.

Mulighed for tørring af tøj bør placeres uden for boligen for ikke at tilføre boligen for meget fugt. Hvis der installeres tørretumbler i boligen, bør den have særskilt aftræk til det fri. Alternativt kan der anvendes en kondensbaseret tørretumbler.

Cykler, barnevogne samt ting, der ikke er i daglig brug, kan opbevares uden for boligen. Det kan være i en cykelkælder, et udhus på grunden eller et særskilt rum, hvortil der er adgang udefra.

Lofthøjden har stor betydning for boligens rumlige kvalitet og bør afstemmes efter rummenes øvrige proportioner og karakter, herunder rumdybder, rumstørrelser og vinduesplacering. Der kan for eksempel være behov for større lofthøjde i en bolig med store rum end i en bolig med små rum.

Etageboliger bør have en lofthøjde på mindst 2,5 meter. En lofthøjde på 2,8 meter kan dog ofte give en forbedret rumlighed.

Beboelsesrum og køkken i fritliggende og sammenbyggede enfamiliehuse bør have en lofthøjde på mindst 2,3 meter. Det må dog betragtes som et absolut mindstemål, og det kan ofte anbefales i videst muligt omfang at have en lofthøjde på 2,5 meter.

I boliger i flere etager kan der opnås større lofthøjde i fælles opholdsrum ved eksempelvis at have områder med dobbelthøje rum. På etager under taget kan der laves loft til kip.

Større lofthøjde end mindstekravene skaber større rumvolumen, og det har betydning for rumlig kvalitet, indeklima og brandsikkerhed.

En øget lofthøjde og dermed øget rumvolumen forbedrer normalt indeklimaet, se kapitel 6, Indeklima. Rigtigt anvendt kan øget lofthøjde fremme naturlig ventilation, og hvis vinduernes overkarm placeres tilsvarende højt, vil dagslyset spredes længere ind i boligen, hvorved behovet for kunstlys nedsættes. Det skal dog bemærkes, at et kraftigt øget volumen kan øge boligens varmebehov.

Endelig har lofthøjden betydning i tilfælde af brand. En lav lofthøjde øger risikoen for en hurtig røgforgiftning, mens høje rum er mere sikre i den henseende.

I rum med stor lofthøjde, herunder dobbelthøje rum, bør der være særlig opmærksomhed på rummets akustik, se kapitel 6.4.2, Boliger og lignende bygninger benyttet til overnatning.

Gulvet i beboelsesrum og køkken må ikke ligge lavere end terrænet udenfor. Beboelsesrum eller køkken må derfor ikke indrettes i kælderetagen.

Bygninger placeret i skrånende terræn kan dog indeholde beboelsesrum og køkken, der ligger under terræn i en del af rummet, hvis blot gulvet ligger over terræn langs mindst én væg med vinduer i.

Ved løsninger med dele af rum under terræn bør der udvises særlig omhyggelighed med gulv- og vægkonstruktioner mod jord af hensyn til risiko for indtrængen af fugt og eventuelt radon. Forhold vedrørende fugtsikring er beskrevet SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013). Retningslinjer for sikring mod radon er beskrevet i SBi-anvisning 232, Radon – kilder og måling (Rasmussen & Wraber, 2011) samt SBi-anvisning 233, Radonsikring af nye bygninger (Rasmussen, 2011).

I forbindelse med boliger i forskudte planer ligger dele af rummene ofte under terræn. Der gøres opmærksom på, at boliger bør indrettes, så de forskudte planer udlignes i adgangsetagen, i overensstemmelse med kapitel 3.2.1, stk. 2.

Et køkkens funktionalitet afhænger især af størrelsen, udformning og mængden af inventar og udstyr. Størrelsen er vigtigere end udstyr, som kan suppleres – hvis der er plads til det.

Inventaret omfatter mindst tre arbejdspladser: tilberedningsplads, opvaskeplads og kogeplads. De tre arbejdspladser kan med fordel anbringes i en sammenhængende bordplade eller i parallelopstilling. Der bør også være plads til at stille fra mellem vask, komfur og køleskab. Hvis inventar opstilles i vinkelform, bør man være opmærksom på, at den inderste skabsplads i hjørnet kun er delvis anvendelig, se SBi-anvisning 222, Tilgængelige boliger (Sigbrand & Jensen, 2008).

Fri afstand i køkkener

Den fri afstand ud for arbejdspladser og opbevaringspladser bør være mindst 1,1 meter. Er to rækker inventar anbragt parallelt, eller skal der være plads til, at flere personer kan færdes og arbejde uden at være i vejen for hinanden, bør den fri afstand være mindst 1,2 meter.

Hensigtsmæssig køkkenindretning for bevægelseshæmmede stiller særlige krav til indretning og plads. For eksempel bør den fri afstand ud for arbejdspladser være mindst 1,5 meter, for at en kørestolsbruger kan vende. For øvrige mål og vejledning henvises til SBi-anvisning 222, Tilgængelige boliger (Sigbrand & Jensen, 2008).

En indskudt etage, der er større end 4,5 m², betragtes som et beboelsesrum og skal opfylde kravene hertil, bl.a. adgang til dagslys, redningsåbninger, ventilation og lofthøjde m.m.

Uanset hemsens størrelse skal den have overflader i overensstemmelse med bestemmelserne for overflader i det pågældende rum, se kapitel 5.5, Brand- og røgspredning.