Tilfredsstillende forhold er et almindeligt anvendt udtryk for, at alment anerkendte anvisninger for den tekniske udformning følges, og at rimelige forventninger udtrykt ved byggetraditioner er opfyldt.

For generel information om anvendelse af kvalitetsniveauer i byggeriet henvises til det indledende afsnit om kvalitetsbegreber.

Funktion

Bygninger og konstruktioner skal bibeholde deres funktion i hele den levetid, som kan anses for normal for bygningstypen i forhold til den påtænkte anvendelse.

Det sker, at bygningen i løbet af levetiden indrettes til nye funktioner og andre anvendelser. Her kan et mindre specifikt og mere generelt bygnings- og konstruktionsdesign samt valg af fleksible løsninger ofte give en mere anvendelig bygning.

Der skelnes mellem 'fleksibel bygningsfunktion' og 'fleksibel konstruktion'. En fleksibel bygningsfunktion og indretning vil ofte stille større krav til konstruktionernes ydeevne, mens en fleksibel konstruktion tillader, at bygningen anvendes til flere funktioner.

Holdbarhed

Bygningen og dens konstruktioner skal som minimum holde i hele den levetid, der kan anses for normal for bygningstypen i forhold til den påtænkte funktion. En bedre holdbarhed kan opnås ved at vælge løsninger, dimensioner og materialer, som i nogen grad mere end opfylder kravene.

En bygnings levetid vil være en funktion af mange parametre, fx anvendelse, konstruktionstype, materialer, vedligehold. Bygninger, der ikke fra starten er tænkt midlertidige, vil kunne forventes at have en levetid på mindst 50 år, og en levetid på 70 til 100 år kan anses for normal. Levetiden for bygningsdele afhænger af bygningsdelens funktion, materiale, vedligehold m.m. Levetiden for konstruktionsdele vil almindeligvis skulle svare til bygningens levetid som helhed. Ikke-bærende bygningsdele til klimaskærmen kan have en kortere levetid end bygningen som helhed, mens dele til bygningens aptering normalt vil have de korteste levetider, fx 10 til 30 år.

Robuste bygninger

En bygning anses for robust, når de kvalitetsmæssigt afgørende bygningsdele enkeltvis og i deres samvirken kun er lidt følsomme over for fejl og utilsigtede påvirkninger. Bygningsdele og materialer bør have overskud til at modstå mindre svigt. Minimering til grænsen af ydeevnen vil for almindeligt byggeri derfor ikke være tilrådeligt, da det ofte vil føre til et mindre robust bygværk, se i øvrigt DS/INF 146 (Dansk Standard, 2003a). Design og projektering bør have sigte på, at et bygværk i hele sin levetid til en vis grad er robust overfor utilsigtede forandringer og påvirkninger, ligesom der bør vælges løsninger, der er så enkle som mulige at udføre.

Bemærk, at der ved svigt tænkes på alle betydende situationer, hvor ydeevnen viser sig utilstrækkelig. Det vil sige både svigt af konstruktioner og svigt af bygningsfysisk ydeevne m.m. Vedrørende begreberne fejl, svigt, skade og mangel henvises til rapporten Svigt i byggeriet (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2004b).

Bygningsdele kan betragtes som robuste, hvis de kan modstå utilsigtede men ikke sjældent forekommende påvirkninger i den normale levetid ved den påtænkte anvendelse. I den europæiske standard for projektering af bærende konstruktioner, Eurocode 0 (Dansk Standard, 2007e), stilles mere specifikke krav til konstruktioners statiske robusthed. En bærende konstruktion kan anses for robust, når de sikkerhedsmæssigt afgørende dele af konstruktionen kun er lidt følsomme over for utilsigtede påvirkninger og defekter, eller der ikke sker et omfattende svigt af konstruktionen, hvis en begrænset del af konstruktionen svigter, se i øvrigt kapitel 4.2, Dimensionering af konstruktioner, og kapitel 4.6, Fugt og holdbarhed.

God praksis

God praksis er et almindeligt anvendt udtryk for, at anerkendte anvisninger for den tekniske udførelse følges. God praksis omfatter også, at der tages hensyn til registrerede erfaringer fra praksis, fx udgivelser fra fonden Byg-Erfa [www.byg-erfa.dk]. God praksis svarer til god byggeskik.

God praksis omfatter også at følge alment anerkendte sædvaner og traditioner – også de uskrevne – som er skabt og udviklet af byggeriets parter gennem erfaringsopsamling fra praksis. Erfaringer med 'god byggeskik' og tilknyttede begreber er opsamlet af blandt andet Byggeskadefonden [www.bsf.dk].

Egnede materialer

Materialer, der har været anvendt i mange år, og som har vist sig egnede til formålet, vil ofte være at foretrække frem for ukendte materialer. Nye materialer eller materialer, der ikke er erfaring med til det påtænkte formål, bør prøves og vurderes før anvendelsen. Prøvningsresultater og vurderinger skal som hovedregel kunne dokumenteres.

Byggematerialer skal være forenelige med andre materialer, som de sammenbygges med i fysisk og kemisk henseende. Her skal man især være opmærksom på kemiske reaktioner, elektrokemisk korrosion, opfugtning fra byggefugt og nedbrydning af polymere materialer.

Bygbarhed

For at opnå holdbare og sikre bygninger skal bygningen være bygbar i praksis. God bygbarhed indebærer blandt andet at:

• – Konstruktioner, samlingsdetaljer og udførelsesmetoder er tænkt igennem og beskrevet i et fyldestgørende udførelsesgrundlag.

• – Materialer og bygningsdele kan indbygges og monteres korrekt under hensyntagen til forholdene på byggepladsen.

• – Bygningsdele kan modstå håndtering og montering på byggepladsen.

• – Byggeriet kan kontrolleres på en praktisk måde under udførelsen.

Komplicerede processer kan ofte med fordel udføres på fabrik eller værksted, hvor vilkårene for arbejdet almindeligvis er bedre end på byggepladsen. Sådanne bygningskomponenter skal kunne modstå påvirkninger under transporten til byggepladsen.

Udførelse

Under udførelsen skal der tages hensyn til såvel sikkerheden i bygningen som sikkerheden af midlertidige konstruktioner, fx til understøtning, afstivning eller støbning.

Sikkerhed af bygningen under opførelsen omfatter for eksempel sikkerhed mod væltning, kipning og ustabilitet af bygningsdele samt laste og lastkombinationer, der følger af udførelsen.

Lufttætte konstruktioner mod undergrund

Konstruktioner skal udføres lufttætte mod undergrund for at modvirke, at gasarten radon trænger ind i bygningen. Lufttæthed kan sikres ved at etablere et sammenhængende tæthedsplan omfattende alle konstruktionsdele mod jord, se desuden kapitel 6.3.3.2 om radon.

Laster

Bygninger påvirkes af egenlast, nyttelaster, naturlaster og ulykkeslaster.

• – Egenlast er påvirkninger fra bygningskonstruktionens egenvægt med tilhørende faste bygningselementer, fx beklædning, isolering og faste installationer.

• – Nyttelaster er den belastning, der påføres bygningen under brug, fx personer og inventar.

• – Naturlaster er påvirkninger fra vind, sne, temperatur m.m.

• – Ulykkeslaster omfatter brand samt last fra påkørsler og eksplosioner.

Sikkerhed i forbindelse med brand behandles i kapitel 5, Brandforhold.

Laster behandles i den europæiske standard Eurocode 1 (Dansk Standard, 2007f).

Bygningskonstruktioner skal dimensioneres for kombinationer af samtidigt forekommende laster. Lastkombinationer behandles i den europæiske standard for projektering af bærende konstruktioner, Eurocode 0 (Dansk Standard, 2007e).

Primære og sekundære bygningsdele

I forbindelse med konstruktioner skelnes mellem 'primære bygningsdele' og 'sekundære bygningsdele'. Primære bygningsdele betragtes som bygningskonstruktioner og skal dimensioneres i henhold til ovenstående.

Sekundære bygningsdele er bygningsdele, hvor det vurderes, at konsekvensen af et svigt er lille, dvs. med minimal risiko for personers liv og helbred samtidig med, at bruddet har ingen eller ringe konsekvens for sikkerheden af resten af konstruktionen. Det bør indgå i vurderingen, i hvilket omfang nedstyrtende bygningsdele, herunder beklædninger, udgør en risiko for personer, der færdes i nærheden af bygningen.

Sekundære bygningsdele kan for eksempel være beklædningsplader, indvendige ikke-bærende vægge eller lette nedhængte lofter.

Sekundære bygningsdele kan udføres med mindre sikkerhed end krævet i standarderne for konstruktioner. For glas gælder dog særlige forhold, se kapitel 4.3, Glaspartier, glasflader og glaskonstruktioner.

Det skal bemærkes, at svigt som følge af vindpåvirkning kan medføre væsentlige ændringer af vindlastforholdene på andre bygningsdele, og derfor kan have konsekvens for resten af konstruktionen. Udfyldende elementer i klimaskærmen, fx glas, kan derfor ikke generelt anses for sekundære bygningsdele.

Eftervisning for frosthævning

Traditionelt føres fundamenter til frostfri dybde, hvilket normalt er 0,9-1,2 meter under terræn. For fundamenter, der ikke føres til frostfri dybde, skal det eftervises, at der ikke er risiko for frosthævning. Det kan anses for opfyldt, hvis temperaturen ikke kommer under −1 °C i frostfølsomme lag, dvs. jordlag under fundamentet og et eventuelt kapillarbrydende lag.

For bygninger, der kan antages at være konstant opvarmede, skal en udvendig frostsikring af fundamenter være tilstrækkelig robust til at sikre, at frostsikringens ydeevne er opretholdt i hele bygningens påtænkte levetid.

Ved bygninger, der ikke kan antages at være konstant opvarmede, fx sommerhuse, bør kravet opfyldes for en uopvarmet bygning. Ved bygninger, der kan forventes holdt frostfrie, kan eftervisningen ske for en indendørstemperatur på 5 °C ved hjælp af DS/EN ISO 13793 (Dansk Standard, 2001a).

Dimensionering og udførelse

Retningslinjer for dimensionering og udførelse af et bygværks fundering samt fundering af ledninger i jord iht. Eurocode 7 (Dansk Standard, 2007h) er bl.a. beskrevet i SBi-anvisning 231, Fundering af mindre bygninger (Pedersen et al., 2011).

Periodevis last fra personer på tage kan for lægter, tagplader og andre lokale konstruktioner med beskeden spændvidde give betydeligt større påvirkninger end vind og sne. For at forhindre personskade ved arbejde på taget, bør taget være trædesikkert. Det kan opnås enten ved, at tagdækning og tagunderlag i sig selv er tilstrækkeligt stærkt, eller ved at en anden bygningsdel kan opfange en person, der er trådt igennem tagdækningen.

Taglægter med dimensionen 38 × 73 mm, der er styrkesorteret til klasse T1, lagt med en indbyrdes afstand på højst 460 mm (c-c) og med en spændvidde på maksimalt 1 meter, kan normalt anses for at yde tilstrækkelig sikkerhed mod gennemtrædning, se i øvrigt TRÆ 65, Taglægter (Træinformation, 2011b) og TRÆ BB01, Lægtning af tage (Munch-Andersen, 2005).

Tagunderlag af plader eller brædder, som spænder mellem spær, er normalt bærende. Plader skal være CE-mærkede i henhold til DS/EN 13986 (Dansk Standard, 2004a), og der skal eksistere en vejledning om korrekt brug af det specifikke produkt. Anbefalinger vedrørende dimensionering kan findes i Projektering af tage med tagpap og tagfolie (Tagpapbranchens Oplysningsråd, 2001).

Tegl i traditionelle tegltage kan anses for trædefaste.

Glas i tage, tagvinduer og andre glaskonstruktioner er normalt ikke trædefaste.

Klimapåvirkninger

Under byggeprocessen kan klimapåvirkninger forårsage utilsigtet nedbrydning af byggematerialer eller konstruktioner, hvilket kan medføre forkortet levetid og forringet eller helt manglende funktionsevne. Ved byggeprocessen forstås i denne forbindelse transport til byggepladsen, oplagring på byggepladsen, selve indbygningen samt endelig perioden frem til byggeriet tages i brug.

Skimmelsvampevækst

Der kan i princippet gro skimmelsvampe på alle byggematerialer, men materialer som gipskartonplader og træbaserede bygningsdele er særligt følsomme over for vækst af skimmelsvampe, der kan forårsage indeklimaproblemer.

Byggematerialer skal håndteres, så skimmelsvampevækst ikke opstår under byggeprocessen. Skimmelsvampe kan undgås, hvis fugtpåvirkningerne holdes nede, fx gennem passende afskærmning mod nedbør og udtørring af byggefugt. Risikoen for skimmelsvampevækst er størst på organiske materialer, men der vil også kunne vokse skimmelsvamp på støv på uorganiske materialer. Tapet, tapetklister og visse typer maling tilbyder gode vækstforhold for skimmelsvampe, hvorfor beton bør udtørres til et passende lavt fugtindhold, før malerarbejdet igangsættes.

Ved projektering af konstruktioner og bygningsdele samt under planlægning af udførelsen bør der tages hensyn til risiko for skimmelsvampevækst, så der ikke indbygges fugt, som kun vanskeligt kan udtørre før byggeriet fortsættes eller afsluttes. Det kan sikres ved så vidt muligt at anvende tørre byggematerialer og sikre hurtig udtørring efter nødvendige, våde byggeprocesser, så betingelser for skimmelsvampevækst ikke opstår. Se også kapitel 4.1, stk. 6 om kritisk fugtindhold.

Om vækstbetingelser og forholdsregler for skimmelsvampe, se By og Byg Anvisning 204, Undersøgelse og vurdering af fugt og skimmelsvampe i bygninger (Valbjørn, 2003) og Skimmel i bygninger – vækstbetingelser og forebyggelse (Byg-Erfa, 2005a).

Svind og kvældning

Nogle byggematerialer, herunder træ og træbaserede materialer, vil ved fugtpåvirkning kvælde og ved efterfølgende udtørring svinde. Ved kvældning forstås volumenudvidelse som følge af opfugtning, mens svind betegner volumenreduktion som følge af udtørring. Både kvældning efter utilsigtet opfugtning og svind ved udtørring af opfugtet materiale kan medføre skader på bygningsdele og bygning. Denne type byggematerialer skal derfor under byggeprocessen håndteres, så kraftige udsving i fugtindholdet undgås – blandt andet ved afskærmning mod nedbør.

Ved indbygning af materialer og bygningsdele skal der tages hensyn til, at uundgåeligt svind og kvældning som følge af årstidsvariationer i luftfugtigheden kan forekomme uden at give anledning til bortfald af ydeevne, fx ved svigt af materialer, bygningsdele eller samlingselementer. Det kan være nødvendigt at udforme løsninger, så uhindret udvidelse (dilatation) i nogen grad kan foregå.

UV-stråling

Solstrålingens indhold af UV-stråling virker nedbrydende på materialer, der indeholder polymerer, fx plast eller tekstil. Bygningsdele af materialer med begrænset UV-bestandighed bør derfor opbevares beskyttet mod UV-stråling og afdækkes hurtigst muligt efter monteringen, fx dampspærrer, visse undertagsmaterialer, termorudekanter m.m.

Frost

Lave temperaturer kan forårsage frysning af vand i beton, jord, grus m.m., hvilket kan medføre frosthævning eller frostsprængninger. Underlag for kloak, dræn og bygningskonstruktioner skal holdes frostfri.

Hærdnende beton

Beton skal beskyttes mod skadelige påvirkninger i hærdningsperioden, fx solstråling, stærk vind, træk, frysning og nedbør. DS/EN 13670, Udførelse af betonkonstruktioner (Dansk Standard, 2010c), beskriver, hvilke krav der bør stilles til beskyttelse af beton i hærdeperioden, og hvordan kvaliteten kan kontrolleres.

Kvalitetssikring

For at sikre, at der ikke indbygges materialer eller bygningsdele, som er opfugtede eller har skimmelsvampevækst, bør producenter og udførende følge forskrifter for kvalitetsstyring, som tager sigte på at undgå fugttekniske problemer. Det er særligt aktuelt ved vinterbyggeri og byggeri i våde perioder, se fx bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde (Bekendtgørelse nr. 477, 2011).

Kvalitetssikringen bør bl.a. indeholde fugtmålinger og visuel inspektion for skimmelsvampe. Forskrifter for kvalitetsstyringen bør for fugtfølsomme materialer omfatte følgende processer:

• – Emballering og håndtering på fabrik

• – Transport til byggeplads

• – Opbevaring på byggeplads

• – Håndtering og indbygning

• – Udtørring og opvarmning

• – Dokumentation af kontrol.

Også materialer, der er mindre følsomme over for fugt, bør løbende undersøges for fugtindhold, så det sikres, at aptering af fugtfølsomme materialer, fx tapet, trægulve og skabe, ikke bygges ind, før bygningen er tilstrækkeligt tør.

Kvalitetsstyringssystemet bør følge principperne i DS/EN ISO 9001 (Dansk Standard, 2008b). Kvalitetssikring i forbindelse med at håndtere fugt i byggeriet gennem byggeprocessen er desuden beskrevet i Vejledning om håndtering af fugt i byggeriet (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010a).

Fugtkravet kan eftervises ved måling af fugtindhold i materialer og bygningsdele før ibrugtagning. Ifølge bestemmelserne om krav i byggetilladelser i kapitel 1.4, stk. 2, nr. 4, skal fugtmålingen foretages af en sagkyndig, som efterfølgende skal afgive en erklæring om fugtforholdene. Erklæringen kan være en del af den fugttekniske dokumentation, jf. afsnittet nedenfor om fugtteknisk dokumentation. Der er ingen specifikke krav til den sagkyndiges organisatoriske placering, og denne kan med fordel udføre sit arbejde som et integreret led i byggeriets tilblivelse.

Kravene til en fugtsagkyndig og dennes opgaver beskrives i vejledningen Krav til fugtteknisk dokumentation samt fugtsagkyndiges kompetencer og virke (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2011).

Ved fugtmåling skal det eftervises, at fugtindholdet i et materiale ikke overstiger materialets kritiske fugtindhold. Ved vurdering af et materiales kritiske fugtindhold skal der blandt andet tages hensyn til risiko for:

• – Forringelse af mekaniske egenskaber

• – Forringelse af termiske egenskaber

• – Uønskede fugtbevægelser som følge af svind og kvældning

• – Uønskede kemiske og elektrokemiske reaktioner

• – Råd, svampe- og insektangreb

• – Skimmelsvampevækst.

Med hensyn til risikoen for skimmelsvampevækst skal vurderingen af, om fugtindholdet er kritisk, blandt andet ses i sammenhæng med temperaturen, overfladens beskaffenhed og fugtbelastningens varighed.

I øjeblikket findes der ikke nogen ensartet testmetode, hvorefter materialer kan testes for kritisk fugtindhold med hensyn til risiko for vækst af skimmelsvampe eller andre påvirkninger. Men leverandører og producenter kan eventuelt have oplysninger om kritisk fugtindhold. I givet fald må det vurderes, om den valgte testmetode er relevant for det aktuelle tilfælde.

Hvis det kritiske fugtindhold med hensyn til skimmelvækst for et materiale ikke er kendt og dokumenteret, kan et fugtindhold i materialet, der er i ligevægt med en relativ luftfugtighed (RF) på 75 % på materialets overflade, normalt anvendes som kritisk fugtindhold uanset overfladebeskaffenhed, temperatur og varighed af fugtbelastningen, se fx Fukthandbok: Praktik och teori (Nevander & Elmarsson, 2006).

Ved tilrettelægning af fugtmålingen skal der blandt andet tages hensyn til:

• – Særligt fugtfølsomme materialers fugtforhold

• – Materialers varierende evne til at optage fugt fra omgivelserne

• – Årstidsbestemte variationer i materialernes fugtindhold

• – Udtørring af materialer efter våde byggeprocesser

• – Lukning af råhus og udtørringsprocesser ved opvarmning

• – Fugtophobning ved transport og opbevaring.

Fugtmålinger skal være repræsentative, dækkende og tilrettelægges individuelt for det enkelte byggeri. Det vil sige, at fugtmålinger skal være fordelt jævnt over bygningen og dens bygningsdele samt være af et antal, der giver et signifikant grundlag for vurdering af bygningens fugtforhold. Der skal ofte foretages et stort antal fugtmålinger, da fugtforholdene kan variere betydeligt i den samme bygning og inden for samme bygningsdel. For eksempel er det nødvendigt i et trægulv på et betondæk både at måle fugtindhold i trægulv og det underliggende betondæk. Måling af fugtindhold i betondæk bør foretages før lægning af trægulv.

Fugtmålinger, der efterviser et fugtindhold under materialernes kritiske fugtindhold, er ikke en garanti mod, at der alligevel kan optræde fugtophobninger og skimmelvækst i byggeriet af følgende årsager:

• – Det kan være vanskeligt at opnå en dækkende beskrivelse af fugtforholdene med fugtmålinger.

• – Fugt kan transporteres rundt i materialer og bygningsdele efter byggeriets færdiggørelse.

• – Skimmelvækst kan være skjult i utilgængelige bygningsdele på måletidspunktet.

• – 

Forhold vedrørende fugtmåling og fugtteknisk dokumentation behandles desuden i:

• – SBi-anvisning 170, Målemetoder til bygningsundersøgelser (Brandt, 1990)

• – SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013)

• – Fukthandbok: Praktik och teori (Nevander & Elmarsson, 2006)

• – Fugtindhold i træ – måling og vurdering (Byg-Erfa, 2003)

• – Fugtindhold i beton og murværk - måling og fejlkilder (Byg-Erfa, 2005b).

Fugtteknisk dokumentation

Før ibrugtagning af byggeriet kan der med fordel udarbejdes en fugtteknisk dokumentation, som bør indeholde:

• – Forskrifter for kvalitetssikring, jf. stk. 5 i dette kapitel, som foreskrevet i projektets udførelsesgrundlag, herunder arbejdsbeskrivelser.

• – Kontroldokumentation af fugttekniske forhold under udførelsen.

• – Resultater af fugtmålinger.

Som supplement til den fugttekniske dokumentation kan der gennemføres en systematisk visuel kontrol for skimmelvækst.

Nærmere beskrivelse, af hvordan den fugttekniske dokumentation kan udføres, findes i Vejledning om håndtering af fugt i byggeriet (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010a).