Print    
Download    
Luk vindue    

Indholdsfortegnelse

5.6 Redningsberedskabets indsatsmulighed
5.6.1 Adgangs- og tilkørselsmulighed
5.6.2 Røgudluftning



5.6 Redningsberedskabets indsatsmulighed

BESTEMMELSE
VEJLEDNING

Stk. 1

Bygninger skal placeres på grunden og udformes på en sådan måde, at redningsberedskabet har forsvarlig mulighed for redning af personer, dyr og for slukningsarbejdet. Det skal i og uden for bygningen være muligt at fremføre det nødvendige udstyr til slukning og redning af personer og dyr.

(5.6, stk. 1)

Det afhænger af bygningens placering, udformning og anvendelse, hvilket udstyr der er nødvendigt for slukning og redning.


5.6.1 Adgangs- og tilkørselsmulighed

BESTEMMELSE
VEJLEDNING

Stk. 1

Redningsberedskabet skal have mulighed for uhindret at komme frem til bygningen.

(5.6.1, stk. 1 - stk. 3)

Ved udformning af brandredningsareal og tilkørselsmulighed bør der bl.a. tages stilling til arealets befæstelse og hældning samt placering i forhold til bygningen med henblik på at sikre de bedst mulige arbejdsbetingelser for redningsberedskabet.


Stk. 2

Redningsberedskabets stiger skal kunne føres frem til redningsåbningerne. I bygninger, hvor redningsåbningerne kun kan nås af redningsberedskabets kørbare stiger, skal der være udlagt brandredningsarealer, som er udført og placeret således, at de kørbare stiger kan føres frem til alle redningsåbninger. Bygninger opført i overensstemmelse med kap. 5.2, stk. 8 er ikke omfattet af bestemmelsen.


Stk. 3

Bygninger skal udformes på en sådan måde, at redningsberedskabets sluknings- og redningsmateriel kan føres hensigtsmæssigt frem til ethvert sted i bygningen. Hvor slanger ikke kan føres frem af de primære indsatsveje som trapper mv., skal der installeres stigrør.

(5.6.1, stk. 3)

Der henvises til kap. 8.4.


5.6.2 Røgudluftning

BESTEMMELSE
VEJLEDNING

Stk. 1

I redningsberedskabets primære indsatsveje skal der være mulighed for røgudluftning.

(5.6.2, stk. 1)

Redningsberedskabets primære indsatsveje er normalt flugtvejstrapperne.


Stk. 2

I bygningsafsnit, hvor røgudluftning ikke kan ske ved naturlig ventilation via vinduer i ydervæg eller lemme i tag, skal der på anden måde etableres mulighed for røgudluftning.

(5.6.2, stk. 2)

Røgudluftning etableres for at give redningsberedskabet mulighed for i forbindelse med en indsats at udlufte kold røg.

Eksempler på afsnit, hvor det kan være nødvendigt at etablere røgudluftning, er kældre, skakte og tagrum.

Det er afsnittet som helhed, der skal kunne udluftes, f.eks. ved at der etableres mulighed for tværudluftning med åbninger i afsnittets modsatte ender.

Enkelte rum behøves nødvendigvis ikke kunne røgudluftes direkte til det fri. Et alternativ til naturlig ventilation kan være mekanisk røgudluftning.