Stk. 1
Ved regulering af et eller flere af de bebyggelsesregulerende forhold i kapitel
2.3.2-2.3.5 skal kommunalbestyrelsen lade følgende forhold indgå i bedømmelsen:
1.Bebyggelsens samlede omfang skal være hensigtsmæssig i forhold til bebyggelsens
anvendelse.
2. Bebyggelsens samlede omfang skal svare til det sædvanlige i karréen, kvarteret
eller området eller til det, der tilstræbes i område.
3. Der skal under hensyn til ejendommens benyttelse sikres tilfredsstillende lysforhold
for ejendommens bebyggelse og nabobebyggelse samt sikres mod væsentlige indbliksgener
i forhold til anden bebyggelse på samme grund og på nabogrunde.
4. Der skal i overensstemmelse med kravene i kapitel 2.4 sikres tilfredsstillende
friarealer i forhold til ejendommens benyttelse, herunder opholdsarealer for beboere,
brugere og beskæftigede.
5. Der skal i overensstemmelse med kravene i kapitel 2.4 og under hensyn til ejendommens
benyttelse sikres tilfredsstillende adgangs- og tilkørselsforhold for ejendommens
brugere, herunder personer med handicap, og redningsberedskab, og der skal være tilstrækkelige
parkeringsarealer.
6. Ved bebyggelse i randen af tæt bebyggede byområder, der støder op til et uplanlagt
areal, til et parcel-, sommerhus- eller kolonihaveområde, eller et område med tæt/lav
bebyggelse, skal bebyggelsens samlede omfang fastlægges under hensyn til karakteren
af de tilstødende arealer og omfanget af eventuel bebyggelse.
|
(2.3.1, stk. 1)
De i stk. 1, nr. 1-6, nævnte kriterier er udtryk for
de retligt bindende grænser for kommunalbestyrelsens vurdering af de bebyggelsesregulerende
forhold og udtrykker hermed de saglige hensyn, som kommunalbestyrelsen lovligt kan
og skal inddrage i helhedsvurderingen.
(2.3.1, stk. 1, nr. 1)
Ved afvejningen af, om bebyggelsens omfang er hensigtsmæssig i forhold til anvendelsen,
skal indgå de hensyn, som er bygget ind i bestemmelserne i kapitel 2.3.2-2.3.5. De
enkelte hensyn vil ikke have samme væsentlighed for alle typer byggerier. For eksempel
vil hensynet til opholdsarealer veje tungere ved fastlæggelse af bebyggelsesprocenten
for en beboelsesbygning end for en erhvervsbygning, der herved vil kunne tillades
opført med et større etageareal. Ved publikumsorienterede erhvervsbygninger vil kravet
til parkering omvendt veje tungere end ved opførelse af en beboelsesbygning.
(2.3.1, stk. 1, nr. 2)
Ved området forstås et af kommunen udlagt areal som f.eks.
et sommerhusområde, parcelhusområde, industriområde eller en bebyggelse, der efter
sin karakter fremstår som et af- grænset område.
Ved bebyggelse af en ubebygget ejendom må det vurderes, hvad der er det sædvanlige
i kvarteret og/eller alternativt i området. Hvis det på denne baggrund ikke kan fastlægges,
hvad der er det sædvanlige, eller ved bebyggelse i et nyudlagt område, skal der lægges
vægt på, hvad der tilstræbes i området. Rammebestemmelser vedrørende grundstørrelse,
etageareal, etageantal og højde- og afstandsforhold i en kommuneplan kan være vejledende
for, hvad der er sædvanligt eller tilstræbes i området.
(2.3.1, stk. 1, nr. 6)
Bestemmelsen dækker en række »sammenstødstilfælde«,
hvor hensynet til karakteren af de nævnte tilstødende arealer skal inddrages i vurderingen
på samme måde som de øvrige hensyn i kapitel 2.3.1, stk. 1, nr. 1-5, hvorefter der
uden for de nævnte sammenstødstilfælde i geografisk henseende ellers kun ville skulle
lægges vægt på hensynet til karakteren af bebyggelsen i karréen, kvarteret eller
området.
|