Indholdsfortegnelse3. Bygningers indretning 3.1 Generelt 3.2 Adgangsforhold / Tilgængelighed 3.2.1 Generelt 3.2.2 Fælles adgangsveje 3.2.3 Værn 3.3 Boliger 3.3.1 Boligers indretning 3.3.2 Bade- og WC-rum 3.3.3 Dørbredder 3.3.4 Gangbredder 3.4 Andre bygninger end beboelsesbygninger 3.4.1 Generelt 3.4.2 Arbejdsrum 3.4.3 Spiserum 3.4.4 WC-rum 3.4.5 Baderum og omklædningsrum 3.5 Tilgængelig indretning af brugerbetjente anlæg 3.6 Hoteller mv.
3. Bygningers indretning
3.1 Generelt
Stk. 1
Bygninger skal udformes og indrettes, så der under hensyn til deres anvendelse
opnås tilfredsstillende forhold med hensyn til sikkerhed, sundhed, tilgængelighed
og anvendelse for alle samt renholdelse og vedligeholdelse.
|
|
(3.1, stk.1)
For mere uddybende vejledning om tilgængelighed til bygninger henvises til hjemmesiden
”Universelt design og tilgængelighed” på følgende link: http://anvisninger.dk/tilgaengelighed/Pages/start.aspx
Desuden henvises til DS/EN 14383 – serien ”Forebyggelse af kriminalitet
- By- og bygningsplanlægning”.
DS-håndbog 105:2012 "Udearealer for alle – Sådan planlægges et tilgængeligt
udemiljø" indeholder anvisninger på udformning af det fysiske miljø med henblik på
at give handicappede større uafhængighed, bevægelsesfrihed og sikkerhed. Arbejdsmiljølovgivningen
indeholder ofte andre målkrav til rum, gangbredder og indretning. Det gælder især
i institutioner/boliger, hvor der skal benyttes tekniske hjælpemidler. Publikationen
"Indretning af ældreboliger til fysisk plejekrævende" (Arbejdstilsynet m.fl.) indeholder
vejledning til hensigtsmæssige indretninger.
|
Stk. 2
Ved ombygning kan der ske lempelser af bestemmelserne i dette kapitel, når ombygningsarbejdet
efter kommunalbestyrelsens skøn ellers ikke kan udføres uden indgribende ændringer
i bebyggelsen. Bestemmelsen gælder ikke for bebyggelser omfattet af kap. 1.3.1 og
kap. 1.3.2.
|
|
(3.1, stk. 2)
Hvis bestemmelsen finder anvendelse, skal ombygningsarbejdet ske under størst mulig
hensyntagen til personer, hvis bevægelses- og orienteringsevne er nedsat. Ombygningsarbejdet
skal i øvrigt sikre hensigtsmæssig indretning under hensyn til brugen. For bebyggelser
omfattet af kap. 1.3.1 og kap. 1.3.2 gælder, at der kan søges om dispensation fra
kravene i dette kapitel, hvis det vurderes, at kravene ikke kan opfyldes i forbindelse
med ombygninger. Anvendelse af bestemmelsen forudsætter desuden, at kommunalbestyrelsen
foretager en særskilt vurdering af ombygningsprojektet, bygningens konstruktioner
og andre byggetekniske forhold. Kan kapitlets bestemmelser opfyldes uden indgribende
ændringer i bebyggelsen, er betingelserne for brug af bestemmelsen ikke opfyldt. Der
henvises til ”Bekendtgørelse om tilgængelighedsforanstaltninger i forbindelse
med ombygninger i eksisterende byggeri” samt til "Vejledning til kommunerne
om byggesagsbehandling af tilgængelighedsbestemmelser".
|
Stk. 3
Sommerhuse i sommerhusområder er ikke omfattet af bestemmelserne i dette kapitel.
|
|
(3.1, stk. 3)
Et sommerhusområde er et område, der i kommuneplanen
er udlagt som sommerhusområde.
|
3.2 Adgangsforhold / Tilgængelighed
3.2.1 Generelt
Stk. 1
Bygningers adgangsforhold skal sikre tilgængelighed for alle. Til hver bolig og
anden enhed skal der være adgang direkte fra det fri eller via fælles adgangsvej fra
det fri.
|
|
(3.2.1, stk. 1)
Ved adgangsveje, som også er flugtveje, henvises til
kapitel 5 om brandforhold.
|
Stk. 2
Ved alle yderdøre skal der være niveaufri adgang til enheder og til eventuelle
elevatorer i bygningens stueetage (adgangsetage). Eventuelle niveauforskelle skal
reguleres i adgangsarealet uden for bygningen. Der kan anvendes ramper. Uden for yderdøre
skal der være et vandret, fast og plant areal på 1,5 m x 1,5 m målt fra dørens hængselside.
Hvor døren åbner udad, skal der være yderligere 20 cm langs bygningsfacaden. Arealet
uden for yderdøre skal være i samme niveau som det indvendige gulv. Arealet ud for
yderdøre skal markeres taktilt eller ved anden farve end den omkringliggende belægning.
Porttelefoner og tilkaldeanlæg skal have en sådan udformning, at det såvel auditivt
som visuelt tilkendegives, at anlægget er aktiveret, og at forbindelse til modtageren
er etableret. Ved anvendelse af tal i betjeningspanel i porttelefoner og tilkaldeanlæg
skal 5-tallet være markeret med taktil identifikation.
|
|
(3.2.1, stk. 2)
Bestemmelsen omfatter foruden yderdøre, døre ved flugtveje
i stueetagen samt have-, altan- og terrassedøre. Niveaufri adgang betyder, at der
ikke må være trin mellem niveauet (terrænet) uden for bygningen og enhederne i stueetagen
samt eventuelle elevatorer. Trappelifte, løfteplatforme og løstliggende skraberiste
vil være i strid med bestemmelsen. Dørtrin med en højde på maksimalt 2,5 cm accepteres
jf. stk. 4. Porttelefoner og tilkaldeanlæg bør placeres i en højde på mellem 90 og
120 cm over gulv/ terræn.
|
Stk. 3
For fritliggende enfamiliehuse er der alene krav om forberedelse til niveaufri adgang
ved en af bygningens yderdøre i stueetagen, jf. kap. 3.2.1, stk. 2.
|
|
|
Stk. 4
I offentligt tilgængelige bygninger, der har en borgerrettet servicefunktion, skal
væsentlig information om orientering i og brug af bygningen være letlæselig og letforståelig.
|
|
(3.2.1, stk. 4)
Kravet retter sig kun mod den del af bygningen, der er offentlig tilgængelig, og
som har en borgerrettet servicefunktion. Bestemmelsen gælder for information ved indgangen
til bygningen samt i forbindelse med orientering ved væsentlige funktioner i bygningen
som wc-rum, handicaptoiletter, elevatorer, trapper, fordelingsveje mv. Informationen
kan være i form af skilte, der er letlæselige og letforståelige. Informationen kan
suppleres med punktskrift, lyd, piktogrammer etc. Hvor det er relevant, kan den være
i form af lys, ledelinjer, teknologiske løsninger mv.
|
Stk. 5
Døre skal have en fri passagebredde på mindst 0,77 m. Åbner døren imod personen,
skal der være mindst 50 cm ved siden af døren modsat dens hængselside. Højden af dørtrin
må højst være 2,5 cm.
|
|
(3.2.1, stk. 5)
Den fri passagebredde måles med døren åbnet 90 grader.
Bestemmelsen omfatter døre i fælles adgangsveje, herunder mindst en dør til hver
enhed på hver af bygningens etager.
|
3.2.2 Fælles adgangsveje
Stk. 1
Fælles adgangsveje skal have en tilstrækkelig bredde efter den planlagte brug og
skal kunne passeres uhindret i deres fulde bredde og skal markeres ved forskelle i
materialer, farver eller belysning. Den fri bredde skal være mindst 1,3 m.
|
|
(3.2.2, stk. 1)
Fælles adgangsveje fører til to eller flere boliger, kontorer, mødelokaler eller
andre enheder og omfatter vindfang, forrum, gange, altangange, svalegange, plads foran
elevatorer, ramper og reposer såvel i som uden på bygningen, herunder udvendig adgangsareal
til kælder. Efter arbejdsmiljølovgivningen skal gangbredder i visse erhvervsbyggerier
også dimensioneres, så der kan benyttes særlige transportmidler som f.eks. trucks.
De fleste fælles adgangsveje er tillige flugtveje og skal derfor også opfylde bestemmelserne
i kap. 5 (brand) om flugtveje.
|
Stk. 2
Fælles adgangsveje skal give niveaufri adgang til alle enheder på hver af bebyggelsens
etager. Eventuelle niveauspring og højdeforskelle skal udlignes med ramper. Ramper
må ikke udføres med en større hældning end 1:20 (5 cm pr. m), og der skal være en
vandret plads på mindst 1,3 m x 1,3 m for hver ende af rampen. Ramper, der udligner
højdeforskelle på mere end 60 cm, skal desuden forsynes med vandret repos for hver
60 cm stigning. Ramper skal forsynes med håndlister. Ved ramper med en hældning på
1:25 (4 cm pr. m) eller mindre kan håndlister undlades.
|
|
(3.2.2, stk. 2)
Bestemmelsen omfatter niveaufri adgang til elevatorer, beboelses- og erhvervsenheder
samt fællesarealer, herunder udendørs opholdsarealer på etagerne. I forbindelse med
eventuelle niveauspring og højdeforskelle inden for offentligt tilgængelige enheder
bør disse udlignes med ramper, lifte eller lignende. Altaner betragtes som en selvstændig
enhed. Fritaget for kravet er terrasser på bygningens tag, såfremt der ikke er adgang
hertil med elevator.
|
Stk. 3
Trapper i fælles adgangsveje skal udformes med tilstrækkelig
bredde og lofthøjde efter den tilsigtede brug.
|
|
(3.2.2, stk. 3)
Kravet kan opfyldes ved, at trappens fri bredde er mindst
1,0 m og den fri lofthøjde er mindst 2,1 m. Hvis der kun er få brugere – som
f.eks. i tofamiliehuse – kan kravet opfyldes med en fri bredde på mindst 90
cm. Hvis der er mange brugere bør bredden forøges tilsvarende. Højden måles over ganglinjen.
Den fri bredde måles vandret mellem håndlisterne eller - hvor der kun er håndliste
i den ene side – mellem væg, spindel eller lignende og håndliste.
|
Stk. 4
Trapper i fælles adgangsveje skal have en hældning (grund og stigning), der gør
dem lette og sikre at gå på. Trappers stigning må ikke være større end 18 cm. På ligeløbstrapper
og kvart- og halvsvingstrapper må grunden ikke være mindre end 28 cm – i beboelsesbygninger
dog mindst 25 cm. På spindel- og vindeltrapper må grunden ikke være mindre end 20
cm.
|
|
(3.2.2, stk. 4)
Trapper med lavere hældning (lavere stigning og dybere grund) end de angivne krav,
er lettere og mere sikre at gå på. Grunden måles i ganglinjen midt i trappens fri
bredde, dog højst 50 cm fra den indre håndliste.
Trapper bør forsynes med stødtrin og det yderste af trinfladen samt trinforkant
bør markeres med kontrastfarve.
|
Stk. 5
I bygninger med 3 etager og derover skal installeres mindst én elevator, der
kan betjene hver etage, herunder eventuel udnyttet tagetage og kælder. Enfamiliehuse
er undtaget fra bestemmelsen.
|
|
(3.2.2, stk. 5)
En bygning med stueplan, 1. og 2. sal regnes for en bygning
med 3 etager. Kælder medregnes i denne sammenhæng ikke ved opgørelse af etageantallet.
For boliger i flere internt forbundne etager, er det udelukkende de enkelte boligers
adgangsetage, der i denne sammenhæng regnes med i opgørelsen af etageantallet.
|
Stk. 6
I bygninger, hvor der installeres elevator, skal mindst én elevator have størrelse
og udføres som en type 2 elevator i overensstemmelse med DS/EN 81-70: Sikkerhedsregler
for konstruktion og installation af elevatorer – Særlige anvendelser for passager-
og godselevatorer – Del 70: Tilgængelighed til elevatorer for personer, inklusive
personer med handicap.
|
|
(3.2.2, stk. 6)
Bestemmelsen gælder i hver opgang for bygninger med flere
opgange. Der henvises til bekendtgørelse om indretning af elevatorer mv. Ved ombygning
kan der anvendes mindre elevatorer end de angivne, herunder minielevatorer, når ombygningsarbejdet
efter kommunalbestyrelsens skøn ellers ikke kan udføres uden indgribende ændringer
i bebyggelsen, jf. kap. 3.1, stk. 2. Opmærksomheden henledes på kap. 8 om installation
af elevatoranlæg.
|
Stk. 7
Ombygninger og mindre tilbygninger til eksisterende boligbebyggelse er ikke omfattet
af krav om etablering af elevator, jf. kap. 3.2.2, stk. 5 og 6
|
|
(3.2.2, stk. 7)
Ombygninger i eksisterende boligbyggeri omfatter f.eks. inddragelse af en eksisterende
tagetage til bolig. Mindre tilbygninger omfatter f.eks. etablering af tårne til bade-
og wc-rum, køkkener mv. i tilknytning til eksisterende boliger, og tilbygning af 1
etage til boligformål ovenpå eksisterende boligbebyggelse.
|
3.2.3 Værn
Stk. 1
Gange, trapper og ramper i fælles adgangsveje samt altaner, franske altandøre,
altangange, luftsluser, tagterrasser, udvendige trapper samt andre hævede opholdsarealer
skal under hensyn til bygningens anvendelse, sikres med værn og forsynes med håndlister.
Håndlister skal være nemme at gribe om og holde fast i.
|
|
(3.2.3, stk. 1)
Kravet kan opfyldes ved, at opsætte håndlister i begge sider af trapper. Smalle
trapper kan forsynes med håndliste i kun én side, når afstanden mellem håndlisten
og væg, spindel eller lignende er mindre end 1,1 m. Ramper med en hældning mellem
1:20 (5 cm pr. m) – 1:25 (4cm pr. m) kan i stedet for håndlister forsynes med
værn uden fare for fald til siderne. Brede trapper og ramper bør opdeles med håndlister
med en afstand på højst 2 m.
Højden på værn eller rækværk bør være mindst 1,0 m. Ved trapper og ramper bør højden
på værnet være mindst 80 cm og over trappereposer mindst 90 cm. Ved trapper med bredere
lysning end 30 cm, altangange og luftsluser bør højden af værnet forøges passende,
dog til mindst 1,2 m. Håndlister bør føres ubrudt forbi repos og afsluttes vandret.
Det nederste af trappen bør afskærmes med værn, så en fri højde på 2,2 m opnås.
Højden af værn og håndlister måles over trinforkanter og ramper.
|
Stk. 2
Alle typer af værn eller rækværk skal under hensyn til bygningens anvendelse udformes,
så personer sikres på betryggende måde. Værn udført af glas skal udføres i henhold
til bestemmelserne i kap. 4 Konstruktioner.
|
|
(3.2.3, stk. 2)
Den indbyrdes afstand mellem alle typer af balustre, herunder lodrette og vandrette,
skal udformes, så de ikke giver anledning til personskader. Der skal i særlig grad
tages hensyn til, at børn ikke kan klatre på dem eller komme i klemme mellem dem.
For benyttelsen af glas i værn, herunder i forbindelse med niveauforskelle henvises
til DS/INF 119, Bygningsglas – ”Retningslinjer for valg og anvendelse
af sikkerhedsglas – Personsikkerhed”.
|
3.3 Boliger
3.3.1 Boligers indretning
Stk. 1
En bolig skal være udformet på en sådan måde og de enkelte rum have en sådan størrelse
og udformning, at både boligen som helhed og de enkelte rum er hensigtsmæssige under
hensyn til den tilsigtede brug. Kommunalbestyrelsen kan kræve dokumentation for, at
kravet er opfyldt, f.eks. redegørelse for møbleringsmuligheder.
|
|
|
Stk. 2
En bolig skal udover et eller flere beboelsesrum have
køkken og bade- og wc-rum.
|
|
(3.3.1, stk. 2)
Kollegie-, ungdoms- og institutionsboliger og lignende kan f.eks. indrettes med flere
værelser, hvor flere beboere er fælles om køkken-, bade- og wc-faciliteter. Indretning
af de fælles faciliteter skal ske under hensyn til antallet af beboere i boligen.
|
Stk. 3
Køkken kan enten udføres som et selvstændigt rum eller i forbindelse med beboelsesrum
eller som kogeniche i boligenheder under 50 m².
|
|
(3.3.1, stk. 3)
Et køkken indeholder foruden plads til opbevaring og
køling af mad, opbevaringsplads til service, vask med afløb og plads til kogeplader
og madlavning.
|
Stk. 4
I tilknytning til etageboliger og sammenbyggede enfamiliehuse skal der etableres
et tilstrækkeligt og aflukket areal til opbevaring af større brugsgenstande, f.eks.
cykler, barnevogne, rollatorer.
|
|
|
Stk. 5
I eller i tilknytning til etageboliger og sammenbyggede enfamiliehuse skal der
under hensyn til indeklimaet etableres faciliteter til vask og tørring af tøj.
|
|
|
Stk. 6
Beboelsesrum og køkken skal udformes med en tilfredsstillende lofthøjde. Lofthøjden
skal fastsættes i forhold til boligens rumdybder, rumstørrelser og vinduers placering.
|
|
(3.3.1, stk. 6)
Jo større og dybere et rum er, jo højere fastsættes lofthøjden. I etageboligejendomme
kan kravet opfyldes med en fri lofthøjde på mindst 2,5 m.
Hvis rummene har forskellig højde, kan lofthøjden opgøres som gennemsnitshøjden
af boligens beboelsesrum og køkken. I fritliggende og sammenbyggede enfamiliehuse
kan kravet opfyldes med en fri lofthøjde på mindst 2,3 m. Hvis loftet ikke er vandret,
måles højden som gennemsnitshøjden, og kun frie højder på 2,1 m og derover medregnes.
I rum med skråvægge kan kravet opfyldes med en fri lofthøjde på mindst 2,3 m over
mindst 3,5 m² af gulvarealet.
|
Stk. 7
Gulvet i beboelsesrum og køkken må ikke ligge lavere end det naturlige terræn udenfor.
Ved særlige terrænforhold kan der ses bort fra dette krav, hvis gulvet ligger over
terrænet langs med mindst en vinduesvæg.
|
|
(3.3.1, stk. 7)
Tegningen viser et eksempel, hvor der er set bort fra
kravet, da gulvet langs en hel vinduesvæg ligger over naturligt terræn.
|
Stk. 8
I køkkener skal der være plads til, at køkkenarbejde kan foregå på en hensigtsmæssig
og betryggende måde.
|
|
(3.3.1, stk. 8)
Kravet kan opfyldes med en fri afstand ud for arbejdspladser og opbevaringspladser
på mindst 1,1 m. En større fri afstand øger komfort og brugervenlighed. I rum med
skråt loft kan kravet opfyldes med en fri højde på mindst 2,1 m ved forkant af arbejdspladser
og opbevaringspladser. For en hensigtsmæssig køkkenindretning for bevægelseshæmmede
henvises til SBi-anvisning 249 ”Tilgængelige boliger - indretning”.
|
Stk. 9
Indskudte etager (hemse) betragtes ikke som selvstændige beboelsesrum, når gulvarealet
højst er 4,5 m².
|
|
(3.3.1, stk. 9)
Det er en betingelse, at den indskudte etage står i åben forbindelse med det rum,
den er indbygget i. Til gulvarealet medregnes kun den del af arealet, der i et vandret
plan 1,5 m over færdigt gulv ligger inden for planets skæring med tagbeklædningens
udvendige side. Der kan indrettes 2 eller flere hemse med et areal på højst 4,5 m2,
men hvis de ikke skal betragtes som selvstændige beboelsesrum, er det en betingelse,
at de ikke er internt forbundne, herunder at adgang til hemsene foregår separat. Er
flere hemse indbyrdes forbundne, opgøres arealet af disse samlet.
|
3.3.2 Bade- og WC-rum
Stk. 1
I boligers adgangsetage skal der mindst indrettes 1 WC-rum med niveaufri adgang
og med en hensigtsmæssig indretning og størrelse.
|
|
(3.3.2, stk. 1)
Kravet kan opfyldes med en fri afstand ud for installationer som håndvask og WC
på mindst 1,1 m. En større fri afstand øger komfort og brugervenlighed. For en hensigtsmæssig
indretning for bevægelseshæmmede henvises til SBi-anvisning 249 ”Tilgængelige
boliger - indretning”.
|
Stk. 2
Der skal være håndvask i WC-rum eller forrum til WC-rum.
|
|
|
3.3.3 Dørbredder
Stk. 1
Døre i boligers adgangsetage skal have en fri passagebredde på mindst 77 cm.
|
|
(3.3.3, stk. 1)
Bestemmelsen omfatter udvendige døre, døre til vindfang,
forstuer, gange og lignende adgangsrum og mindst 1 dør til hvert beboelsesrum, køkken
samt bade- og WC-rum i boligens adgangsetage.
|
3.3.4 Gangbredder
Stk. 1
Vindfang, forstuer, gange og lignende adgangsrum skal
indrettes på en sådan måde, at de i deres fulde bredde kan passeres uhindret.
|
|
(3.3.4, stk. 1)
Kravet kan opfyldes med en fri bredde på mindst 1,0 m
i adgangsrummene. Hvis der er døre eller skabsdøre i siderne af gangarealet, bør bredden
forøges med mindst 30 cm. En større fri bredde øger komfort og brugervenlighed.
|
3.4 Andre bygninger end beboelsesbygninger
3.4.1 Generelt
Stk. 1
I det omfang andre bygninger kan sidestilles med beboelsesbygninger, finder bestemmelserne
i kap. 3.3 om boligers indretning anvendelse. Bestemmelserne i kap. 3.3 om boliger
finder også anvendelse, når de efter kommunalbestyrelsens skøn stemmer overens med
de krav, som må opfyldes under hensyn til bygningernes anvendelse.
|
|
|
Stk. 2
I bygninger, hvori der indrettes arbejdssteder, som er omfattet af lov om arbejdsmiljø,
skal arbejdsrum indrettes i overensstemmelse med kravene i kap. 3.4.2, og der skal
indrettes wc-rum og baderum samt udenomsrum i overensstemmelse med bestemmelserne
i kap. 3.4.4 og 3.4.5.
|
|
(3.4.1, stk. 2)
Arbejdsstedet skal overholde kravene i bekendtgørelse
om faste arbejdssteders indretning. Bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning
finder endvidere anvendelse for arbejdssteder, der indrettes i avls- og driftsbygninger,
som er omfattet af lov om arbejdsmiljø. Det fremgår af bekendtgørelse om faste arbejdssteders
indretning, hvilke arter af erhvervsbyggerier, der skal behandles af kommunalbestyrelsen
uden Arbejdstilsynets medvirken. I tilknytning til bekendtgørelsen har Arbejdstilsynet
udsendt en række vejledninger, hvortil der henvises. Opmærksomheden henledes på, at
dispensation i medfør af byggelovens § 22 alene kan meddeles inden for kommunalbestyrelsens
kompetenceområde i henhold til byggeloven.
|
Stk. 3
Bygninger, som ikke er omfattet af bestemmelserne i kap.
3.3 eller af stk. 1 og 2, skal indrettes i overensstemmelse med de sikkerheds- og
sundhedsmæssige krav, som kommunalbestyrelsen i hvert enkelt tilfælde stiller til
bygningernes indretning.
|
|
|
Stk. 4
På de etager i en bygning, hvor der indrettes WC-rum,
som er offentligt tilgængelige eller er til brug for andre personer end de i bygningen
beskæftigede, skal mindst et af disse rum overholde kravene i nr. 1-8. Mindst et WC-rum,
som er indrettet efter nr. 1-8, skal indrettes i stueetagen eller andre etager med
adgang via elevator, lift eller lignende.
1. Der skal være niveaufri adgang frem til WC-rum.
2. Den fri passagebredde i dør til WC-rum skal være mindst 77 cm.
3. Håndvask og WC skal placeres over et hjørne på hver sin sammenstødende væg,
så håndvask kan nås af person siddende på WC᾽et.
4. Der skal være en fri afstand på mindst 90 cm ved den side af WC᾽et, der
vender bort fra håndvask. Væggen ved siden af WC’et, der vender bort fra håndvasken,
skal friholdes fra fastmonteret inventar.
5. Der skal være et frit manøvreareal med en diameter på 1,5 m foran WC᾽et
og fri af dørens opslagsareal.
6. Toiletsæde skal placeres i en højde på 48 cm.
7. Der skal være opklappelige armstøtter i en højde på 80 cm på begge sider af
WC᾽et.
8. Håndvask skal placeres i en højde på ca. 80 cm, med afløb under vask trukket
tilbage.
|
|
|
Stk. 5
WC-rum, som er omfattet af stk. 4, skal ved ombygning indrettes, så det kan anvendes
af personer i kørestol. Mindst et WC-rum, som kan anvendes af personer i kørestol,
skal indrettes i stueetagen eller andre etager med adgang via elevator, lift eller
lignende.
|
|
|
Stk. 6.
I offentligt tilgængelige lokaler og anlæg med fastmonterede publikumspladser skal
der indrettes et passende antal publikumspladser for kørestolebrugere.
|
|
(3.4.1, stk. 6)
Bestemmelsen omfatter koncertsale, biografer, teatre,
kirker, idrætsanlæg med videre, hvor der er fastmonterede publikumspladser. Publikumspladser
for kørestolebrugere bør være fordelt blandt de øvrige tilskuerpladser og med mulighed
for at sidde sammen med ledsager(e). Et passende antal er 1 pct. af det samlede antal
pladser dog minimum to pladser.
|
3.4.2 Arbejdsrum
Stk. 1
Arbejdsrum skal have en sådan størrelse, rumhøjde og rumindhold, at arbejdet kan
foregå på betryggende måde i forhold til rummets anvendelse og antal personer, der
normalt er beskæftiget i rummet.
|
|
(3.4.2, stk. 1)
Kravet kan opfyldes ved, at selv små arbejdsrum udføres med en fri lofthøjde på
mindst 2,5 m og har et rumindhold på mindst 12 m³ for hver person, der er beskæftiget
i rummet. Såfremt der i et arbejdsrum forekommer et betydeligt antal personer, som
ikke er beskæftigede i rummet, skal rumindholdet forøges svarende til disse personers
antal. Kommunalbestyrelsen kan tillade rumindholdet nedsat, når der etableres effektiv
mekanisk ventilation af rummet. Dog bør rumindholdet i disse tilfælde ikke være under
8 m³ pr. person. Efter arbejdsmiljølovgivningen omfatter arbejdsrum ethvert rum,
hvor der udføres arbejde.
|
Stk. 2
Arealet og rumindhold af normalklasserum i skoler og
lignende samt opholdsrum i daginstitutioner for pasning af børn skal være tilstrækkeligt
stort i forhold til antallet af børn og ansatte i institutionen. Opholdsrum i daginstitutioner
for pasning af børn skal mindst have et frit gulvareal på 3 m2 pr. barn i vuggestuer
og 2 m2 pr. barn i børnehaver. Normalklasserum i skoler og lignende skal, når der
etableres effektiv ventilation, have et rumindhold på mindst 6 m3 pr. person.
|
|
(3.4.2, stk. 2)
Ved beregning af rumindholdet medregnes kun de dele af
rummet, hvor det under hensyn til loftshøjden er tilladt at indrette arbejdspladser.
Ved beregningen skal endvidere tages hensyn til, om rumindholdet indskrænkes væsentligt
af maskiner, inventar og oplagrede genstande mv. Den del af rummet, der ligger mere
end 4,0 m over gulvet, medregnes ikke ved beregningen af rumindholdet. Vedrørende
ventilation i daginstitutioner og normalklasserum i skoler og lignende henvises til
kap. 6.3.1.3, stk. 1-2.
|
Stk. 3
Gulvet i opholdsrum i dag- og døgninstitutioner og i normalklasserum i skoler og
lignende må ikke ligge lavere end terrænet udenfor. Ved særlige terrænforhold kan
der ses bort fra dette krav, hvis gulvet ligger over terrænet langs med mindst en
vinduesvæg.
|
|
(3.4.2, stk. 3)
Tegningen viser et eksempel, hvor der er set bort fra
kravet, da gulvet langs en hel vinduesvæg ligger over terrænet.
|
3.4.3 Spiserum
Stk. 1
Hvor spiserum skal indrettes på grund af arbejdets art, skal det placeres bekvemt
i forhold til arbejdspladserne.
|
|
(3.4.3, stk. 1)
Efter arbejdsmiljølovgivningen skal spiserum i almindelighed
indrettes, hvis der på arbejdsstedet er beskæftiget mere end 3 ansatte samtidig. Spiserum
må ikke have direkte adgang til WC- rum eller forrum til WC-rum.
|
Stk. 2
Spiserum skal forsynes med vask og kogeindretning, og
der skal være vinduer, der er anbragt, så man kan se ud på omgivelserne.
|
|
|
3.4.4 WC-rum
Stk. 1
Adgang fra arbejds- og opholdsrum til WC-rum skal ske gennem et forrum.
|
|
(3.4.4, stk. 1)
Forrum kan være fælles for flere WC-rum.
|
Stk. 2
Antallet af WC᾽er skal tilpasses antallet af beskæftigede.
|
|
(3.4.4, stk. 2)
Kravet kan opfyldes ved indretning af mindst 1 WC for hver 15 beskæftigede. Indrettes
der urinaler for mænd, kan antallet af WC᾽er nedsættes til 1 for hver 20 beskæftigede.
Antallet af urinaler bør i så fald være mindst 1 for hver 20. mand. Der bør indrettes
særskilte WC᾽er for mænd og kvinder, med mindre hver enkelt WC anbringes i selvstændigt
rum med forrum uden urinaler.
|
Stk. 3
Wc-rum eller forrum hertil skal forsynes med håndvask.
|
|
|
Stk. 4
I kontor- og administrationsbygninger skal på de etager,
hvor der indrettes WC-rum, mindst et af disse overholde kravene i nr. 1-7.
1. Den fri passagebredde i dør til WC-rum skal være mindst 77 cm.
2. Håndvask og WC skal placeres over et hjørne på hver sin sammenstødende væg,
så håndvask kan nås af person siddende på WC.
3. Der skal være en fri afstand på mindst 90 cm ved den side af WC, der vender
bort fra håndvask. Væggen ved siden af WC’et, der vender bort fra håndvasken,
skal friholdes fra fastmonteret inventar.
4. Der skal være et frit manøvreareal med en diameter på 1,5 m foran WC᾽et
og fri af dørens opslagsareal.
5. Toiletsæde skal placeres i en højde på 48 cm.
6. Der skal være opklappelige armstøtter i en højde på 80 cm på begge sider af
WC.
7. Håndvask skal placeres i en højde på ca. 80 cm, med afløb under vask trukket
tilbage. Mindst et WC-rum, som er indrettet efter nr. 1-7, skal indrettes i stueetagen
eller andre etager med adgang via elevator, lift eller lignende.
|
|
|
Stk. 5.
WC-rum, som er omfattet af stk. 4, skal ved ombygning
indrettes, så det kan anvendes af personer i kørestol. Mindst et WC-rum, som kan anvendes
af personer i kørestol, skal indrettes i stueetagen eller andre etager med adgang
via elevator, lift eller lignende.
|
|
|
3.4.5 Baderum og omklædningsrum
Stk. 1
Hvor der efter kap. 3.4.1. stk. 2 skal indrettes baderum, skal antallet af brusepladser
tilpasses antal beskæftigede og indrettes hensigtsmæssigt. Der skal indrettes omklædningsrum
i forbindelse med baderum.
|
|
(3.4.5, stk. 1)
Kravet kan opfyldes ved at indrette mindst 1 brusebad for hver 10. beskæftigede.
Omklædningsrum bør være afskærmet fra baderum. Efter arbejdsmiljølovgivningen skal
kvinder og mænd enten have adskilte baderum eller have mulighed for at benytte baderummet
hver for sig.
|
Stk. 2
Der skal indrettes WC-rum i forbindelse med baderum.
|
|
|
Stk. 3
Ved snavset og sundhedsfarligt arbejde skal der i en erhvervsvirksomhed etableres
et passende antal frit tilgængelige håndvaske.
|
|
(3.4.5, stk. 3)
Kravet kan opfyldes ved at indrette mindst 1 håndvask
for hver 5 beskæftigede. Håndvaske, der er anbragt i WC-rum eller i et aflåseligt
forrum, medregnes ikke i antallet af håndvaske.
|
Stk. 4
I baderum og rum med vaskeplads skal der udføres gulvafløb.
|
|
|
3.5 Tilgængelig indretning af brugerbetjente anlæg
Stk. 1
Brugerbetjente anlæg, såsom indkast til affaldssystemer, IT-standere, betalings- og
selvbetjeningsautomater og lignende anlæg med publikumsrettede servicefunktioner,
skal opsættes, så de kan benyttes af mennesker, hvis funktionsevne er nedsat.
|
|
|
Stk. 2
Adgangsarealet foran brugerbetjente anlæg skal være mindst 1,3 m bredt, og niveauforskelle
i adgangsarealet skal udlignes.
|
|
(3.5, stk. 2)
Kravet svarer til adgangskravet for de ubebyggede arealer
til bygninger i kapitel 2. Kravet kan bl.a. opfyldes ved udligning i terræn eller
ved etablering af de i kapitel 3.2 omtalte ramper.
|
Stk. 3.
Brugerbetjente anlæg skal placeres i en højde, så de kan betjenes af en person
i kørestol.
|
|
(3.5, stk. 3)
Kravet kan også opfyldes ved, at selve anlægget kan sænkes og hæves.
|
3.6 Hoteller mv.
Stk. 1
Ved hoteller, kroer og lignende bygninger skal mindst
hvert femte af sengepladserne med eget WC-og baderum være indrettet, så de er tilgængelige
for kørestolsbrugere i overensstemmelse med kap. 3.3.2, stk. 1.
|
|
|
Stk. 2
Ved byggeri efter stk. 1 med 10-20 sengepladser skal minimum 2 sengepladser med
egne wc- og badefaciliteter indrettes med fuld tilgængelighed for personer i kørestol.
Ved byggeri efter stk. 1 med 21-40 sengepladser skal minimum 4 sengepladser med egne
WC- og badefaciliteter indrettes med fuld tilgængelighed for personer i kørestol.
|
|
(3.6, stk. 2)
En sengeplads defineres som en seng placeret på gulv.
Opredninger, sovesofaer og køjesenge medregnes ikke som sengepladser. Senge med en
bredde på 1,4 m anses som dobbeltsenge.
Indretning af tilgængelige sengepladser med eget WC- og baderum kan ske ved:
- At der er niveaufri adgang til værelset og til WC- og baderum.
- At der er et frit manøvreareal med en diameter på 1,5 m fri af dørens opslagsareal
– gælder både for værelse med sengeplads og WC- og baderum.
- At der er en fri passagebredde i døre til værelse og WC- og baderum på mindst
77 cm.
- At håndvask og WC er placeret over et hjørne på hver sin sammenstødende væg,
så håndvask kan nås af person siddende på WC.
- At der er en fri afstand på mindst 90 cm ved den side af WC, der vender bort
fra håndvask. Væggen ved siden af WC’et, der vender bort fra håndvasken, skal
friholdes fra fastmonteret inventar.
- At toiletsæde har en højde på 48 cm.
- At der er opklappelige armstøtter i en højde på 80 cm på begge sider af WC.
- At der forefindes en højdeindstillelig badestol, der kan stilles til rådighed,
eller at der er etableret en anden løsning, som sikrer, at kørestolsbrugere siddende
i 48 cm’s højde med armstøtter kan benytte badefaciliteterne.
- At der maksimalt er 2,5 cm kant mellem badeværelsesgulv og bruseniche. Jf. i
øvrigt kap. 4.5, stk. 5.
|
Stk. 3
Ved byggeri efter stk. 1 med mere end 40 sengepladser
skal for hver yderligere 20 sengepladser indrettes mindst 1 sengeplads med egne WC-
og badefaciliteter med fuld tilgængelighed for personer i kørestol.
|
|
|
Stk. 4
Byggeri med indretning af mindst 10 sengepladser med
egne WC- og badefaciliteter med fuld tilgængelighed for personer i kørestol vil opfylde
kravene i stk. 1-3 uanset antallet af sengepladser i øvrigt.
|
|
|
Stk. 5
Altaner i forbindelse med værelser som nævnt i stk. 1
skal udføres, så de også kan anvendes af personer med handicap.
|
|
|
|